Et restaurantbesøg.
For et par uger siden surfede jeg en eftermiddag på nettet, som jeg ofte gør. Det var en kedelig eftermiddag, og jeg kedede mig. Min kæreste var på arbejde og ville først komme sent hjem, og derfor besluttede jeg at slå et smut omkring de ret almindelige pornosider jeg besøger en gang imellem. Det er lidt trivielt, men jeg gør det indimellem alligevel. Dog denne eftermiddag var der på en af siderne et link, der fangede min interesse, et sted der tilbød specielle erotiske fantasier. Mest for sjov og fordi det ligesom bugner med tilbud om forbudte ting og sager på nettet, trykkede jeg på linket og morede mig egentlig ved tanken om at de her "forbudte" ting sikkert var ligeså trivielle som alt muligt andet, noget med meget unge piger og deres fornøjelser med ældre mænd og kvinder, sikkert nøjagtigt ligesom det plejer at være. Da jeg trykkede på linket dukkede det sædvanlige hav af reklamer op. Jeg prøvede at snige mig forbi dem, som jeg plejer at gøre, men af en eller anden grund var de sværere at komme forbi end de netop plejer at være. Faktisk blev jeg temmelig irriteret og var lige ved at give op, da en af dem faktisk fangede min interesse: Det var en mulighed for at vinde et gavekort til nogle meget fine restauranter i et særligt kvarter i byen. Jeg så på listen, og kunne se, at et par stykker af dem faktisk var steder, som, især min kæreste, tit havde talt om at hun gerne ville besøge. De var især kendt for deres specielle og yderst delikate salater og gryderetter, sådan noget som hun er ret vild med, og faktisk også ret god til at lave selv.
Jeg læste videre på siden. Selvfølgelig var det en konkurrence, og alt hvad man skulle gøre, var at indtaste navn plus mail og adresse. Jeg gider som regel ikke alle disse tilbud. Har prøvet dem et par gange og aldrig fået andet end en masse spam, og tænkte, at det ville jeg vel heller ikke gøre denne gang. Men det at jeg og min kæreste så sent som for et par dage siden, havde talt om disse restauranter, syntes jeg faktisk var lidt sjov, og måske mere end en ren tilfældighed, hvem ved? Så jeg besluttede mig for at prøve lykken og indtastede de påkrævede oplysninger. Siden ønskede mig held og lykke og lukkede ned. En halv times tid endnu prøvede jeg at nå igennem til hjemmesiden med de specielle erotiske fantasier, men det lykkedes ikke. Jeg tog mig en lur og da jeg et par timer senere blev vækket af min kæreste havde jeg næsten glemt alt om den underlige konkurrence, dog tanken sad i mit baghovede, da vi spiste vores aftensmad. Hvor kunne det dog være sjovt at overraske hende med sådan et gavekort, når det nu var noget hun så gerne ville prøve og havde talt om så længe. Og jeg besluttede mig for ikke at fortælle hende noget om det, for tænk sig hvis det nu for en gangs skyld ikke bare var fup, og vi faktisk havde vundet? Chancen var sikkert ikke særlig stor, men hvis det nu alligevel skulle lykkes, så måtte det jo gerne være en overraskelse.
Et par dage senere fik jeg så en meddelelse i min indbakke: Tillykke, du har vundet et gavekort....
Jeg læste meddelelsen igennem, og den sluttede med en besked om at man ville modtage gavekortet med posten om et par dage. Jeg studsede lidt, for for en gangs skyld så den altså ud til at være ægte. Der var ikke et krav om at oprette et eller andet abonnement eller komme med yderligere oplysninger, ikke engang et link man skulle trykke på. Jeg tænkte lidt over det, og tænkte at nu ville jeg ihvertfald lige give det en chance før jeg fortalte min kæreste om det.
Et par dage senere sad jeg og drak en kop kaffe, da min kæreste kom hjem. "Der lå et brev til dig i postkassen" sagde hun "Men jeg kender ikke afsenderen." Hun smed brevet hen til mig på køkkenbordet. Jeg så på det, vendte det og så at afsenderen var et eller andet mærkeligt firma i Barcelona. Så rødmede jeg lidt og åbnede det. Min kæreste så lidt skeptisk på mig mens jeg hev gavekortet ud. Så gav jeg det til hende og hun gjorde store øjne da hun læste det. " Hvad er det her?" spurgte hun. "Det det ser ud til" svarede jeg og fortalte hende om annoncen. Hun så på mig et øjeblik, så omfavnede hun mig i et stort knus og gav mig et kys. "Hold da op at man faktisk kan vinde på sådan noget, og så...til de her restauranter, du ved hvor meget jeg har drømt om det.." Jeg smilede til hende. "Ja" sagde jeg "så må vi jo bare finde en god dag."
Vi åbnede en flaske vin og hyggede os den aften. Vi besluttede os for at vente med restaurantbesøget til efterårsferien, som alligevel startede om halvanden uge. Men lige inden efterårsferien blev min far syg og vi måtte aflyse alle aftaler og istedet tilbringe det meste af ferien i Jylland. Da vi kom hjem var ferien slut og vi havde begge travlt på arbejdet de næste par uger. En aften da vi sad og spiste siger Nikoline, som min kæreste hedder: " Hey, kan du huske det der gavekort vi vandt...vi kom jo aldrig ud og spise pga. det med din far.." " Det har du da ret i" sagde jeg, og rejste mig og gik hen til og trak en skrivebordsskuffe ud. Et stykke nede i skuffen lå kortet og vi så på det sammen. Det var nævnt på papiret hvilke restauranter det galdt til. "Åh.." siger Line, som hun bliver kaldt, "der står jo at det kun gælder en måned" hun så på det "Og det vil sige om bare to dage...". Jeg så på kortet. Jo, der stod at det kun galdt en måned og at dømme ud fra datoen var det om to dage, det ville sige på onsdag. " Pokkers osse" sagde jeg " Det udløber allerede på onsdag, og imorgen kan jeg ikke. Vi har sindssygt travlt derude, og Peter bliver skidesur hvis ikke jeg tager den aftenvagt..." Vi så på hinanden. "Hvad så med på onsdag?" Jeg så på kortet. " Lad os da gøre det, det er jo sidste chance.." "Skal vi ikke bestille et bord med det samme så?" sagde Line. Jeg så på kortet med alle de fine restauranter. "Nææ" sagde jeg "for der står jo her at ...med dette gavekort er De altid sikret et bord til to personer, undtagen i weekenden.." " Skal vi ikke ringe alligevel" sagde Line "bare for at være på den sikre side..".
Og som sagt, så gjort. Jeg ringede på det angivne nummer, og fik at vide at det faktisk var sandt. Med gavekortet var man altid sikret et bord til to på samtlige restauranter uanset hvad, undtagen i weekenden.
Det blev onsdag aften og vi gjorde os klar til at tage afsted. Line havde taget et ekstra smart og lidt frækt antræk på, og jeg var forholdsvis almindeligt, men dog anstændigt, klædt med et finere jakkesæt. Vi skulle køre cirka en times tid for at nå til det område i byen, hvor alle restauranterne lå. Området var stadigt under udbygning, men var allerede nu kendt for de mange gode spisesteder der af en eller anden grund var samlet der. Vi havde på forhånd valgt en bestemt restaurant som vores favorit, men der var jo mange af dem, og deres menukort så alle fantastiske ud.
Vi parkerede på en parkeringsplads, ikke langt fra favoritrestauranten. Det var koldt og mørkt og en anelse regnfuldt, men restauranten var fyldt oplyst og lå udefra badet i et rødligt skær, der tydede godt. Det var kvalitet kunne man mærke allerede udefra. Vi gik ind, og som på et finere hotel kom man ikke ind i restauranten med det samme, men i en hyggeligt indrettet lille foyer med fine tæpper og spredte sofaer. I baggrunden lød forholdsvis dæmpet musik og på en skranke foran en stor dør stod der: "Please wait to be seated." Så vi satte i en sofa og ventede på betjening. "Det var dog en underlig musik" sagde Line, og jeg kunne kun give hende ret. Et øjeblik efter stod tjeneren foran os, en meget venlig mellemøstligt udseende fyr. Vi viste ham gavekortet og han bad os følge med og vi kom ind i restauranten. Rummet var i gammeldags stil, men møblerne forholdsvis moderne. Folk sad i spredte grupper, hyggede sig og duften af god mad var nærværende, men ikke påtrængende. Men det var til gengæld musikken. Den musik, der i foyen kun var baggrundsmusik, var i selve restauranten skruet lidt op så man ikke kunne undgå at høre den. Det var en sær form for let og hurtig jazzmusik, nærmest ekstravagant eller blæret i sit udtryk. Tjeneren anviste os et bord cirka midt i restauranten og alt var perfekt, undtagen musikken. Han skulle være vores personlige vært, og ville lige hente en velkomstdrink og derefter forklare os om maden. "Den musik er da ikke til at holde ud at høre på...." sagde Nikoline "Nej, det er godt nok irriterende" sagde jeg. Lidt efter vendte tjeneren tilbage med fire store hæfter og vores velkomstdrink. Han slog op på hæfternes første side og begyndte at forklare om restauranten. Hvordan den var etableret, fungerede og hvordan man selv dyrkede råvarerne, men ikke særlig langt inde i forklaringen afbrød Line ham: "Undskyld, men det er vel ikke muligt at få en plads et sted, hvor musikken ikke er så høj?" Tjeneren så et øjeblik på mig, så henvendte han sig til Line: "Nej, desværre, vi betragter et besøg på denne restaurant som en samlet oplevelse...og ja, der er musik i hele restauranten." Line så ned, og tjeneren fortsatte derefter med at gennemgå den vanvittigt lækre menu. Også mig generede musikken, og jeg lagde mærke til at det var den samme stil, selvom numrene skiftede. Da han var færdig spurgte jeg ham: "uhm..den musik vi hører, hvad er det egentligt?" Han så på mig et øjeblik, så sagde han: "Det er forskellige artister....jeg kan skaffe en playliste hvis De ønsker det, herr?" Jeg blev lidt irriteret: "Nej, det behøves ikke...men er det samme stil hele aftenen?" "Vi har en fast playliste, og jeg vil jo nok mene at den er ret varieret...men grundlæggende kan De måske godt kalde det....samme stil." Han så på os et øjeblik, så sagde han: "Ellers andre spørgsmål?....så vender jeg tilbage når De har truffet Deres valg". Han lod os tilbage, og jeg så over på Nikoline. Hun sad og studerede menukortet, så så hun op og så næsten grædefærdigt på mig. "Det ser så lækkert ud...men den der musik, den kan jeg altså ikke holde ud at høre på.." Jeg nikkede til hende og spurgte så "Har du hørt sådan noget før?" Hun så på mig i to sekunder, så sagde hun: "Ja...lagde du også mærke til det?..de der mærkelige cover-numre...de er da noget af det værste af det hele..." Vi stirrede hinanden dybt i øjnene i to sekunder, så sagde Nikoline: "Hvad gør vi?" Jeg virrede lidt med hovedet, så sagde jeg: "Jeg ved det ikke".
Hun så på mig, så sagde hun. "Jeg kan simpelthen ikke spise her på grund af den musik...men altså, skal vi ikke spørge dem om vi kan få maden med?" Nikkede til hende: "Jo, lad os det.". Der gik ikke længe før tjeneren vendte tilbage til os, og spurgte os om vi havde truffet vores valg. Jeg gav Nikoline ordet, og hun spurgte tjeneren: " Uhm...det er vel ikke sådan, at vi kan få lov at tage maden med os...det er bare fordi, musikken, den er lidt generende..så?" Vores personlige vært så på os et par sekunder, så sagde han: "Det tror jeg desværre ikke er muligt...vi er jo ikke et, undskyld mig udtrykket, take-away sted.." Min kæreste så nedtrykt over på mig, så sagde hun henvendt til tjeneren: "Nej, det forstår jeg...men altså hvis vi nu bare spiste lidt af maden....kunne vi så måske få resten med hjem..?" Tjeneren vurderede os et øjeblik, så sagde han: "Det er på ingen måde noget vi normalt gør....men jeg vil da gerne forhøre mig i køkkenet, om man har mulighed for at gøre en undtagelse.". Lidt efter vendte han tilbage. "Nej, desværre, vi er som sagt ikke et take-away sted....og vi har derfor slet ikke den type emballage man bruger til den slags." Min kæreste skulle til at sige noget, men jeg bremsede hende og spurgte i stedet for tjeneren: "Men den musik....det kan da ikke være alle der kan lide den?" "Vi får faktisk stor ros for vores musik fra de fleste af vores gæster, bortset fra....at indrømmet, vi har faktisk haft nogle ganske få klager, men altså...langt de fleste kan godt lide den." Nu kunne Nikoline ikke holde sig længere: "Der er altså ikke noget at gøre, vi kan ikke spise her...vi bliver nødt til at gå..!" Vi rejste os begge samtidigt, og lige da vi skulle til at gå, huskede jeg gavekortet, som jeg jo havde afleveret til tjeneren da vi ankom. Jeg sagde: "Og det der gavekort, det er der vel ikke noget at gøre ved nu...?" Tjeneren så på mig, og sagde så: "åh ja, I kom jo med et gavekort....jeg skal lige forhøre mig, et øjeblik...!" "Vi venter i foyen" næsten halvråbte Nikoline efter ham og vi gik hastigt igennem restauranten. Ude i foyen ventede vi trippende, men meget hurtigt vendte tjeneren tilbage til os og sagde: "Nu kom I jo med et gavekort...og det kan I faktisk godt få tilbage, da I faktisk ikke har spist..." Han holdt en kort pause "Men ønsker I at vende tilbage en anden gang, må jeg dog gøre opmærksom på, at man her i restauranten kun fører dæmpede og beherskede samtaler. En del af de andre gæster blev faktisk en anelse forstyrrede for ikke at sige decideret utrygge, ved jeres....ualmindelige exit" Jeg kunne se på Nikoline at hun var ved at sige et eller andet uhensigtsmæssigt, så jeg afbrød hende og sagde til tjeneren: "Ja, men nu kommer vi jo nok ikke tilbage, for vores gavekort udløber faktisk i aften." Tjeneren så på os, så sagde han: " Men I vil gerne prøve et andet sted?....Jamen så held og lykke" han vendte sig mod Nikoline: "Og hvis I ellers ombestemmer jer, så lukker vi altså først kl. 23 i aften..." Line så ned, så jeg tog fat i hendes hånd vi gik henimod døren. Tjeneren forsvandt bag os og vi gik ud i kulden og regnen. Vi skuttede os begge to, og jeg kunne se på Nikoline at hun var grædefærdig, så jeg holdt hende tæt ind til mig: "Al den gode mad.. " sagde hun og græd så en smule. Jeg prøvede at muntre hende op og sagde "Jamen, vi finder da bare et andet sted. De er jo lige rundt omkring her allesammen." Hun så på mig, og sagde: "Ja, selvfølgelig...skal vi køre eller gå?" "Vi kan da ligeså godt gå, det kan næsten ikke betale sig andet" sagde jeg, og sammen gik vi gennem regnen og de temmeligt øde gader. Planen var at dette kvarter med tiden skulle blive til et slags kulturcentrum, men indtil videre var der altså kun disse særligt fine restauranter. Og det varede da heller ikke længe før vi fandt den næste. Selvom om natten kunne man se at det var en helt anden og mere moderne stil, og jeg tænkte hvordan den mon tog sig ud i dagslys. Vi gik gennem porten og ind i en lille gård, der sikkert om sommeren var lækker at sidde i. Overalt var væggene hvidkalkede, hvilket af en eller grund fortalte mig at vi havde fundet det rigtige sted. Vi betragtede begge den lille gård og hastede så henimod indgangen. Dette sted trådte man næsten direkte ind i restauranten, hvor en smilende lyshåret pige tog imod os. Men allerede i den lille entre kunne vi høre at den var gal. Stemmerne inde fra restauranten var en anelse højere end det sidste sted, men det var musikken til gengæld også...og iøvrigt nøjagtigt den samme type som på det første sted. Line og jeg så på hinanden. "Hører du det samme som mig...?" spurgte jeg "Ja, det gør jeg" sagde hun "det var da helt utroligt.." "Hvaba..." sagde den smilende lyshårede pige. "Ja, altså" begyndte Nikoline "kan man spise her uden nødvendigvis at høre på den musik?" Den smukke unge pige, hvis hår tydeligvis var farvet lyst og som iøvrigt havde et yderst harmonisk ansigt smilede til os. "Nej, det kan vist ikke..." "Jamen kan man så få maden med sig hjem?" spurgte Nikoline, nu lettere irriteret. Den lyshårede pige så et øjeblik overbærende på mig og henvendte sig derefter til Nikoline: "Nu er det altså ikke et take-away sted det her.....men der ligger faktisk en grillbar ikke særligt langt...." " Undskyld mig" sagde Nikoline en anelse skarpt, og genvandt dermed øjenkontakten med den unge pige, hvis blik i mellemtiden var gledet over til mig, "Men nu er jeg altså ikke kommet her for at få grillmad, forstår du det?" Den unge afsluttede et smil til mig, og sagde så til Nikoline: "Nej, det forstår jeg....men så må De jo også forstå, at dette er en meget fin restaurant, og at vi faktisk ikke..." "serverer take-away" afbrød Nikoline hende "Tak, det forstår jeg" og henvendt til mig sagde hun " kom, vi går, det her....er simpelthen for dårligt.." hvorefter hun vendte sig og tog fat i mig, og sammen gik vi ud af den firestjernede restaurant og ud i kulden. "Det var dog utroligt" sagde Line til mig, da vi var kommet udenfor "to steder, og de spiller den samme....lortemusik for at sige det rent ud..." Hun skævede til mig, lidt usikkert "hvad gør vi nu?" "Jeg ved det ikke" svarede jeg. "Skal vi ikke bare gå tilbage til bilen...?" Hun lød opgivende. Jeg så på min telefon, klokken var lidt over ni, og så tjekkede jeg Maps. "Ved du hvad?" sagde jeg til min kæreste "faktisk kan vi måske lige nå at prøve en til....den ligger også næsten på vejen tilbage til bilen. Skal vi ikke gøre det?" "Jo lad os da bare gøre det" sagde hun og jeg kunne mærke glimtet blive tændt i hendes øjne.
Vi måtte gå i ca. ti minutter for at nå derhen, men regnen var meget stille og vi blev da ihvertfald ikke gennemblødte. Det tredje sted så dyrere ud og var lidt mindre end de to andre. Vi trådte indenfor, og måtte igen genkende den dårlige musik. Dennegang blev Nikoline næsten helt ude af den. "Jamen hvorfor i alverden spiller I allesammen den musik?" spurgte hun tjeneren. "Desværre frue, men det er en del af konceptet..." "konceptet...at I allesammen skal spille noget....yderst ubehagelig musik?"
Tjeneren trak vejret dybt. "Altså, nu er det første ikke alle som synes den er ubehagelig...de fleste kan faktisk godt lide den...men det er jo" "Ja, det er smag og behag, men hvorfor så lige netop den musik, når der nu er så meget at vælge imellem?" Tjeneren lavede en grimasse til mig, og sagde så, henvendt til os begge to: "Ja, jeg burde måske ikke fortælle jer det her....men det er fordi...der er en kontrakt..." "Ja?" spurgte Nikoline. Tjeneren lavede igen en grimasse "Ja, med et større amerikansk pladeselskab....så, ja, vi får faktisk penge for at spille den musik...og så SKAL vi til gengæld også spille den...det er i hvert fald hvad jeg har hørt...og jeg ved egentlig ikke særlig meget...det er bare hvad jeg har hørt.." Tjeneren så på os, lidt usikkert "Men nu må I have mig undskyldt....jeg har andre gæster..!" "Undskyld" sagde jeg "vi har hørt noget om en grillbar...i nærheden?" Nikoline så vredt på mig, men tjeneren sagde bare: "Ja, der ligger faktisk en ikke så langt herfra....5 minutters kørsel...det er bare et pizzaria" Nikoline vrissede, mere til mig, end til tjeneren "Jeg skal fucking ikke have nogen shawarma eller pizza, tror du det er derfor vi er kommet?" hun var rasende kunne jeg mærke. "Jamen, hvad skal vi så gøre...bare køre hjem, eller hvad?" " Det ved jeg sgu' da ikke, men det er da for dårligt at spise på et fucking pizzaria, når vi nu har det gavekort..." "Ja" sagde jeg "men det kan jo godt være at de har et eller andet. Du plejer da godt at kunne lide grillmad" "Ja" sagde hun "men for helvede da ikke lige nu" hun snøftede og brød ud i en snøftende gråd "men det er så sjældent vi får god mad....altså rigtig god mad." og hun snøftede videre. "Ja, altså bortset fra den du selv laver..." sagde jeg. Der gik et øjeblik, så sagde hun iskoldt og alligevel med intens vrede: "Nu skal du fucking holde kæft, røvhul..." og så med sin velkendte mildhed: "for ellers bryder jeg sgu' helt sammen..." hun græd stille nu, og jeg sagde ingenting, men i tanken holdt jeg om hende og trøstede hende, noget af det jeg er allerbedst til, og jeg kunne mærke at hun langsomt tilgav mig....
Ikke længe efter holdt vi ved pizzeriaet. Det så ganske almindeligt og temmelig tarveligt ud. Indenfor kunne man se en mand gå rundt og rydde op. Vi gik indenfor, og han hilste på os. Jeg stillede mig oppe ved disken og tjekkede det ophængte menu-skilt. Nikoline rodede lidt ved de spredte menu-kort på disken. "Har I ingen pastaretter eller salater?"
spurgte jeg. "Nej, kun pizza, shawarma og burger" sagde han "men jeg lukker lige om lidt". Jeg skulle til at sige noget, men Line tog min arm: " Vi går nu" hviskede hun. Jeg tøvede. "Vi går nu" sagde hun stille, men også meget fast og jeg fulgte efter hende ud på gaden. Stille gik vi hen til bilen. Vi satte os ind, og jeg startede den og drejede ud på vejen. Line sagde ingenting. Jeg kørte en halv kilometer, da jeg kom i tanke om at denne vej intet sted førte hen, vi skulle faktisk den modsatte vej tilbage for at komme tilbage til hovedvejen. Jeg drejede ind ad en sidegade og vendte bilen. "Hvad laver du?" spurgte Line fraværende. "Jeg vender om" sagde jeg "vi skal den anden vej tilbage". "Vender om" sagde Line for sig selv...det var ligesom om hun tyggede på ordene. Så sagde hun: "ja, ja, ja, ja, ja....jeg tror også at vi vender om..!" "Hvad mener du?" spurgte jeg. "Jeg tror også at vi vender om...vi kører tilbage til den restaurant hvor vi først var...ja, ja...det gør vi..ja...hvor meget er klokken?" Jeg så på bilens ur. "Ti minutter over ti.." "Og den restaurant vi først var på, var det ikke klokken 11 han sagde de lukkede..? Jo, det var det...så ved du hvad vi gør? Vi kører tilbage til den første restaurant....hvor vi var...hvad var det han sagde....de havde ikke noget emballage til maden, hvis man vil have den med hjem..." "Hey, de serverer bare ikke take-away." "Nå, så det gør de ikke" sagde hun og så på mig som om jeg var idiot "men hvorfor sagde han så egentlig det med emballagen.... hvis det altså var HELT ligegyldigt?" "Jamen, det har vi jo så heller ikke selv" sagde jeg. "Altså vi har lige været på en grillbar, ikk? Der har man da fucking emballage til at tage med hjem, ikke?"
"Og den er vi så lige kørt forbi.." "Jamen, så vend da om for helvede, vi skal jo bare have nogle af hans fucking bakker".
Jeg vendte bilen, gav den gas og på to minutter var vi tilbage ved grillbaren. Der sivede lidt lys ud, men der så lukket ud, altfor lukket. Vi sprang begge ud af bilen, men der var endnu mere lukket. Døren var forskanset af et solidt jerngitter og for de store vinduer var der skodder. Nikoline råbte og hamrede på skodderne. Så forsvandt det svage lys fra døren, manden var åbenbart derinde, men havde slukket lyset. "Sådan en fucking narrøv" råbte Nikoline. Jeg stod stille og så hende hamre på skodderne, og fik for første gang i meget lang tid lyst til en cigaret...jeg er ellers stoppet, men af lang tids erfaring ved jeg at det altid er godt at have en pakke på sig. Jeg rodede i lommen og fandt rigtig nok en pakke, og heldigvis en af de gode... en pakke gule Camel. Jeg tændte den og inhalerede. Og om det var fordi hun hørte klikket fra lighteren eller bare mærkede duften af røg, ihvertfald kom hun over til mig. "Giver du en?" sagde hun. Jeg gav hende en. "Lighter." sagde hun. Hun inhalerede: " Vi skal bare have en fucking plasticbakke...det er alt hvad vi behøver...så får vi vores mad..." hun holdt cigaretten i venstre hånd, og med den anden hånds fingre lavede hun et par mærkelige bevægelser....som fangede hun en ide og vendte pludselig hovedet, som fik hun øje på noget. Jeg fulgte hendes bliks retning, og ja, ganske rigtigt, cirka en ti meter længere henne ad gaden var der en skraldespand, der tilsyneladende var overfyldt....men på toppen kunne man øjne en brugt burgerbakke, sikkert fra den selvsamme grillbar, som vi stod ved. Vi styrtede derhen.
Burgerbakken var totalt ulækker, og iøvrigt var den gået i stykker, nogle grene var gået igennem bunden. Jeg løftede den af skraldespanden, af en eller anden grund meget forsigtigt. Under bakken var skraldespanden fyldt med noget, der mest lignede haveaffald, ved dette syn, var det ligesom min kæreste faldt totalt sammen. Vi gik tilbage til bilen, hun var fjern i blikket og vi satte os ind. "Har vi ikke noget i bilen, har vi ikke en skid, der kan bruges som emballage?" sagde hun ud i luften. Jeg begyndte som på kommando at gennemrode bilen, og da jeg vendte tilbage fra bagagerummet, sagde jeg til hende: " Nej, vi har sgu' ikke noget. Ikke engang en fucking plasticpose." Og igen, som greb hun ide, sagde hun: "Nå, så det har vi ikke, ikke engang en skide plasticpose....plasticpose...og som huskede hun noget, åbnede hun døren og gik tilbage mod skraldespanden. Jeg åbnede døren og så efter hende. Hun bøjede sig ned ved siden af skraldespanden, og øjeblikket efter rejste hun sig med en gul plasticpose i hånden. Hun kom tilbage til bilen med Netto-posen. Hun åbnede den for mig og jeg kunne se en tom vodkaflaske og et par tomme vinflasker i bunden. Hun vendte bunden i vejret og lod flaskerne trille ud på gaden. Det dryppede med sjatter fra posen. " Jeg vil have min mad" sagde hun "Jeg vil fucking have min gode mad, og det skal være fucking nu." Vi satte os ind i bilen og jeg startede den. Jeg så på uret og kunne se at den var 22.46. Som kunne hun læse mine tanker, spurgte hun mig med meget lav stemme: "hvor meget er klokken?". "Den er et kvarter i elleve". Hun vendte forsigtigt bunden ud af plasticposen og begyndte langsomt at tørre indersiden af posen af, ja nærmest som om hun kærtegnede et lille barn. "Så når vi det ikke" hviskede hun, mens hun fortsatte med at kærtegne posens indersiden "så når vi det ikke" hviskede hun og jeg kunne høre at hun også hulkede nu "jeg ville bare så gerne have haft noget af al.....den gode mad....al den gode mad" Jeg så bare ud af forruden og tænkte på al den gode mad min kæreste havde lavet til mig i tidens løb, og igen, som kunne hun læse mine tanker sagde hun: "Ja, jeg ved det da godt...jeg kan også lave god mad...men det er altså meget mere spændende, når andre har lavet den, ellers bliver det jo ligesom...trivielt, ikke?" Og selvom jeg ikke selv er særlig god til at lave mad, kunne jeg altså godt følge hende på netop det punkt, og jeg kunne mærke hendes smil i den mørke bil.
Sekundet efter holdt vi foran restauranten. Klokken var 22.53. Min kæreste stak plasticposen ned i nederdelen, og rettede hurtigt på sit hår, og derefter gik vi op mod døren. Den var stadigt åben, og vi satte os i foyen. Der gik ikke længe, før vores tidligere vært, dukkede op i foyen, og jeg anede et svagt smil i hans øjne. Det forsvandt dog hurtigt og han sagde: "Nå, I ombestemte jer?" Vi nikkede begge to. "Hmm...nu sagde du jo tidligere at restauranten her lukker klokken 23, dvs. om nøjagtigt 4 minutter.." Jeg tog lidt mod til mig "Og betyder det så, at køkkenet allerede er lukket ned?" Han så et øjeblik stift på mig, så klaredes hans ansigt op i et smil og han sagde: "Nej...og undskyld, det var min fejl, når jeg sagde at restauranten lukker klokken 23...så mente jeg naturligvis køkkenet, og ja, det er jo ikke en selvfølge...men der er jo ligesom ingen grund til at komme forbi, hvis køkkenet alligevel er lukket....selve restauranten lukker først klokken 24.00 og i weekenderne endda først klokken 2.00" Han standsede sig selv. Og jeg spurgte ham: "Så vi kan faktisk stadigt nå at få noget mad?" Han så på sit ur, og sagde så: "I så fald skal I være meget hurtige...men jeg vil straks give køkkenchefen besked. Et øjeblik..." og straks efter var han væk. Det føltes som temmelig lang tid før han vendte tilbage, og jeg bemærkede et øjeblik at den før så generende musik slet ikke føltes nær så generende som tidligere på aften....det var dog kun lige indtil jeg blev opmærksom på den igen. Og som om musikken, som jeg nu igen kunne fornemme altfor tydeligt, ikke var det eneste dårlige tegn, dukkede tjeneren øjeblikket efter op med et stift udtryk i ansigtet, og sagde: "Jeg har desværre dårlige nyheder til jer" han holdt en kort pause "for det første er køkkenet nu officielt lukket ned...for det andet har restaurantchefen på grund af de yderst få besøgende vi har haft i aften, undtagelsesvis besluttet at lukke ned lidt tidligere end sædvanligt." Han lukkede øjnene en smule og sagde så: "Jeg er meget ked af det, det er på ingen måde noget vi gør normalt, men altså..." Jeg så over frygtsomt over på Nikoline, og frygtede hvad jeg måtte se, men i modsætning til mig, virkede hun ikke helt så slået ud som jeg regnede med. Istedet lavede hun blot nogle små bevægelser med fingrene mens tjeneren talte. "Vi betragter os selv som en restauration af meget høj klasse, og derfor betyder punktlighed rigtig meget for os....normalt, men i aften har der altså været så stille at...ja...men som jeg sagde tidligere, så er vi altså ikke at sammenligne med..." "et take-away sted" bed Nikoline ham pludseligt af. Tjeneren blev en smule overrasket, og sagde så blot: "Nej". " Men.." fortsatte Nikoline og jeg lagde mærke til, hvordan hendes fingre spillede med bittesmå hurtige bevægelser "Hvis det nu havde været en helt normal aften...?" "Ja..?" "Havde vi så stadigt kunne få noget fra køkkenet på nuværende tidspunkt?" Tjeneren så et øjeblik granskende på hende, så sagde han: "Altså under helt normale omstændigheder ville det nok ikke være muligt, men....vi gør dog af og til visse undtagelser på lige netop det punkt, hvis folk af en eller anden grund er blevet voldsomt forsinkede eller lignende..." "Og det vil så sige..." sagde Nikoline og smilede kort " vi kunne måske faktisk godt være så heldige at vi kunne få noget mad....vi er bare så uheldige, at vi ikke kan få lov til at spise den her?" Tjeneren holdt en strakt pegefinger op til munden og sagde så: " Ja, det kan man vel godt sige på den måde." Nikoline gjorde en enkelt bevægelse med sin venstre hånd, og tjeneren sagde: "Jeg skal forhøre mig hos køkkenchefen..et øjeblik". Han gik derefter ned ad trappen og efterlod os i tavshed. Jeg vovede ikke at se på Nikoline, men jeg mærkede hendes glæde. Kort efter kom han tilbage, ret bredt smilende, og sagde så: "Jeg skulle hilse fra vores køkkenchef og sige, at selvom hun virkeligt ikke har meget at byde på nu, så er der dog stadigt et par enkelte retter tilbage: den ene er en faktisk ret traditionel bøf, der dog har en yderst delikat garniture og dertil en meget lækker salat. Den anden er vores faktisk ret berømte andesteg, med både en speciel sovs og diverse delikate kartofler til samt salat og garniture. Den tredje mulighed er en lidt speciel fiskeanretning, der dog ikke kan blive helt så god, som.....men jeg ville personligt vælge andestegen" "Og det gør vi også" sagde Nikoline, uden så meget som at se på mig et øjeblik.
Den mørkhårede tjener tog en finger op til næsen, og sagde så: "tilbage er der jo så et enkelt problem...og det er den rette emballage, for den har vi som sagt ikke noget af her i huset..." " Nej" sagde Nikoline "Det er virkelig det mindste problem..." Tjeneren så et øjeblik forbavset på hende. Så gik han ned ad trappen. Lidt efter var han tilbage: "vores køkkenchef har sagt at det er okay, så om ca. 15 minutter er maden klar, kunne I tænke jer noget imens?" "Faktisk vil vi gerne købe en flaske rødvin, eller måske snarere to" sagde Nikoline " Og det behøver virkeligt ikke at være den dyreste....bare den er god." Lidt efter kom han tilbage med to flasker rødvin, de var ikke vanvittigt dyre, og må dermed have været nogen af de billigste der. Vi åbnede og skålede og det var vældig hyggeligt, selvom vi stadig sad i foyen. Lidt efter kom vores vært tilbage og sagde: "om lidt er maden klar, så køkkenchefen har brug for jeres medbragte emballage, hvis I vil være så venlige?" Nikoline så på ham et øjeblik, så sagde hun: "Altså hvis det ikke er for meget at bede om, så ville vi så gerne se maden anrettet, før den bliver pakket ned, for jeg mener.....det er jo også en del af oplevelsen, ikke?" Tjeneren så ret vurderende på hende et øjeblik, mens hun lavede sine små bevægelser med fingrene. Så smilede han og sagde: "Jo, hvis I lige finder jeres emballage frem, så er maden klar om 10 minutter..."
Vi så på hinanden, mig og Nikoline, så sagde hun til tjeneren: " Jo, den ligger ude i bilen, men jeg kan godt hente den nu, hvis det skal være..." tjeneren så opfordrende på mig, og alene derfor, men måske også fordi jeg allerede en gang i aften havde røget en cigaret, sagde jeg til ham " Og hvis det ikke gør noget, så vil jeg altså gerne lige ud og ryge en cigaret...?" Han så stift på os, og sagde så bare "Okay, om 5 minutter nede i restauranten". Han forlod os, og vi gik udenfor. Det var blevet rigtig koldt og blæste også en smule, så vi søgte ly lige ved siden af indgangen og røg begge to en cigaret. Der var gået nøjagtigt 5 minutter. Vi hastede gennem foyen og ned til restauranten. Tjeneren stod ved siden af et lille rullebord derhenne hvor vi først havde siddet, og vi gik derhen. Han hilste på os og sagde: "så er der klart til servering, er I klar med emballagen..." Han så først på mig, men jeg undveg hans blik og han vendte sig derfor mod Nikoline. Men hun stod blot uanfægtet og slugte maden med øjnene, mens hun lavede de fineste håndbevægelser jeg nogensinde har set. Tjeneren var en smule afventende, så rømmede han sig og sagde: "sorry..vi lukker altså nu, må jeg ikke bede om emballagen...." Nikoline stoppede ham med sine fingre, og så sagde hun: " Nej, det må du virkeligt ikke.." Og så rev hun i en bevægelse Netto-posen op af sin nederdel, slog den ud, og tømte resolut de fire overdådige tallerkener ned i posen. "Det der så jeg ikke" sagde tjeneren, og Nikoline sagde til ham "Nej, det gjorde du nemlig ikke, vel, for det gik nemlig så hurtigt, at man næsten ikke kunne se det, ikke?" Og til mig sagde hun: "Og så er vi vist ligesom dem der er gået, ikke?" "Det tror jeg nok vi er" sagde jeg, og så gik vi henimod udgangen. Tjeneren blev stående, nærmest lamslået, men da vi var næsten henne ved udgangen råbte han efter os: "Øjeblik, øjeblik..." Vi fortsatte, men jeg satte uvilkårligt tempoet lidt ned, og jeg kunne høre han kom stedsende efter os. "Øjeblik, øjeblik..." sagde han forpustet, og jeg vendte mig om: "ja?" "Gavekortet, jeres gavekort.....jeg skal jo lige have jeres gavekort..."
Selvfølgelig, tænkte jeg, det havde jeg jo næsten helt glemt....men selvfølgelig, han skulle naturligvis have gavekortet, nu vi jo faktisk havde brugt det. Jeg fiskede det op af baglommen og gav det til ham: " Tak" sagde han " Mange tak...og vil De så ikke også lige have..en kvittering for det.." Jeg så lidt undrende på ham "Jeg mener bare som bevis....på at De har været her.." Han var ved at få styr på sin vejrtrækning "Eller som souvenir....kald det hvad De vil" Nu smilede han "For De må jo indrømme, at De jo trods alt har haft....en lidt speciel aften, ikke?" Han havde nu genvundet fatningen, og jeg tænkte, hvorfor ikke...og vi gik hen til skranken. Og han sagde: "Altså de to flasker vin stod jo for egen regning og dem har vi afregnet på tidligere, så nu mangler vi blot kvitteringen på gavekortet. Han tastede noget ind på kasseapparatet, og udskrev derefter en kvittering. "Sådan" sagde han, og gav mig kvitteringen "jeg er glad for at De trods alt fik brugt Deres gavekort" Jeg puttede kvitteringen i baglommen, og han sluttede af med at sige: " Så, nu er der egentlig kun tilbage at sige tak for iaften, og velbekomme..." " Tak" sagde jeg " Ja" sagde han "og så er De jo altid velkommen en anden gang, hvis det skulle være." Jeg hilste ham med en enkelt håndbevægelse som han gengældte. Så vendte jeg mig om, og gik ud imod bilen.
Nikoline sad og ventede ud i bilen, med den varme mad imellem sine ben og den allerede åbne flaske vin i den ene hånd og den anden nede i posen. Han trak en cherrytomat op ad posen, så på den og stak den så i munden med den største nydelse, og det var tydeligt at hun nød det, ja velsagtens nød det hele. Jeg satte mig ind i bilen og så på hende. Hun sad med hånden nede i posen. " Før jeg starter" sagde jeg "så skal du altså lige give mig noget..." "Jamen, hvad skulle det være?" spurgte hun "Hmm...noget af den der berømte andesteg, det kunne jeg da godt tænke mig..." Så stak hun demonstrativt hånden ned i posen, og på en måde, så man næsten kunne mærke det, rodede hun rundt og befamlede de forskellige ting indtil hun endelig havde fundet en skive andesteg. Hun tog den op, slikkede selv lidt på den og lod den glide gennem luften over mod mig. Jeg åbnede munden og hun lod den glide ind, ganske forsigtigt, og jeg tog en meget lille bid af gangen, og den smagte fantastisk."Nå" sagde jeg da jeg havde tygget af munden. "Det var så den middag.." Nikoline så på mig, så sagde hun "Nej altså, middagen er slet ikke begyndt endnu. Men sørg nu for at vi kommer hurtigt og sikkert hjem..." "Og sørg du så for ikke at spise det hele på vejen, ikke?" "Jeg gemmer noget til dig, vær sikker på det, søde" og så stak hun en cherrytomat i munden på mig også, og sådan fortsatte det hele vejen hjem.
Da vi endelig kom hjem, havde faktisk spist en del, men der var stadigt en del tilbage. Nikoline hældte det hele ud på et fad, sorterede lidt i tingene og satte noget af det i mikroovnen...men altså, sovsen havde blandet sig med salaten og dressingen...og de meget delikate kartoffelting var blevet våde og smattede. Men da vi tilsidst lå i sengen med en flaske vin og hver vores tallerken føltes livet som ret tæt på perfekt.
Perfektionen varede dog ikke længere end til hen på morgenen, hvor først Line og derefter jeg selv måtte ud og brække os. Line følte det også som om hun havde lidt feber. Kl. 8 ringede hun til sit arbejde og meldte sig syg og jeg gjorde det samme. " Jeg har altså egentlig også mest lyst til bare at ligge her i sengen sammen med dig hele dagen...kan du ikke sætte noget ordentligt musik på?" Jeg gik op til reolen med cd' er, og valgte af en eller anden grund The White Album med Beatles. Og så lå vi lidt og nød musikken og drak den sidste vin. "Det er altså en god vin" sagde Line "Ja" sagde jeg. "Og maden var jo også fantastisk....altså så god som den kan blive efter at have været nede i en Netto-pose der har ligget på gaden" Sagde Line " I det hele taget var det jo nogle gode restauranter, hvis bare det ikke lige havde været for deres musik".
Og da hun sagde det, var det ligesom om hele aftenens begivenheder vendte tilbage i mit hovede. Vi havde på en måde opført os åndssvagt, men det var jo ikke helt uden grund. Havde vi bare accepteret at skulle spise maden til den musik de spillede på restauranterne, havde vi sikkert ikke fået særlig meget ud af den. "Man burde egentlig ringe og spørge dem hvorfor de gør det, altså spiller den musik" sagde jeg. " Det har du ret i" sagde Nikoline "Der er ingen grund til ikke at sige sin mening". Og mens Beatles kørte videre på anlægget faldt vi i søvn igen.
Klokken var tæt på 12 da jeg vågnede op igen. Jeg havde stadigvæk lidt kvalme, men ikke sådan at jeg skulle brække mig, jeg listede ind i mit arbejdsværelse og tændte for min computer. Jeg startede med at checke nogle mails og gik i gang med at skrive et brev som jeg havde udskudt et stykke tid. Ikke længe efter kunne jeg høre at Line var ved at vågne...nå, det brev kunne da også vente. Gik tilbage til indbakken, og skulle lige til at lukke ned, da mit brev faldt på en overskrift. "Vedrørend Gavekort". Afsenderen så underlig ud, sådan en typisk spamadresse, der alligevel havde fundet vej til den almindelige indbakke.
Jeg åbnede den og skimmede den. Selvom det sikkert var spam var den skrevet på perfekt dansk, og jeg begyndte at læse:
"Vi har registreret at du indenfor det sidste halve år har modtaget større eller mindre gaver gennem dine aktiviteter på internettet. Alle disse gaver er modtaget gennem links til ulovlige og kriminelle hjemmesider, der kan sættes i forbindelse med en global kriminel organisations ekstreme sexuelle misbrug, mishandling og udnyttelse af mænd, kvinder og børn fra alle samfundslag og alle egne af verden.
I dit tilfælde ved vi at du har modtaget et:__"gavekort"__. Har du siden du modtog denne gave rent faktisk brugt den til noget, og kan det dokumenteres, anser vi dig for at være i god tro, og alle tiltaler mod dig vil blive frafaldet. I modsat tilfælde anser vi den frivillige modtagelse af gaven for at være et skalkeskjul og et forsøg på at legitimere dine kriminelle aktiviteter, og du vil blive anklaget for børneporno, pædofili, menneskehandel, seksuel vold, sexslaveri, prostitution..."
Listen fortsatte og jeg studsede over mailen, egentlig kunne jeg ikke rigtigt tage den alvorligt, alt jeg kunne blive tiltalt for havde jo ligesom ikke rigtig noget med mig at gøre. Men jeg undrede mig over dens omvendte logik..altså at hvis man rent faktisk havde brugt noget af det man var blevet tilbudt på nettet, så var man ligesom....frikendt. Man ville faktisk kun blive anklaget, hvis man ikke brugte det til noget. Det var jo absurd...men på en eller anden mærkelig måde gav det også mening, det ramte et eller andet, jeg kunne bare ikke lige finde ud af hvad....jeg kunne høre Nikoline tale i telefon inde i soveværelset, så jeg lukkede computeren ned og gik derind. Jeg tændte mig en cigaret og røg den mens hun talte færdigt.
"Nu skal vi altså ikke begynde at ryge herinde" sagde hun til mig. "Årh" svarede jeg "du gjorde det da også selv i nat, syntes du ikke det var hyggeligt..?"
"Jo" svarede hun med et smil "men igår var ligesom også noget særligt, ikk?...". jeg nikkede "men ved du forresten hvem jeg lige talte med?" spurgte hun, jeg rystede på hovedet. "Jo, jeg ringede til restauranten for at spørge om det med musikken." jeg lyttede "og de stillede mig videre til et andet nummer, åbenbart deres hovedkontor. Nå, men her kom jeg til at tale med en meget sød dame. Da jeg fortalte at vi havde klaget over musikken sagde hun, at det havde hun allerede hørt om..." Nikoline grinede til mig "Nå, men i hvert fald sagde hun til mig, ligesom på restauranten, at de fleste faktisk var glade for musikken, på nær nogen ganske få...som havde klaget over den ligesom os...nå, men næsten alle havde så valgt at blive der og spise alligevel. Ja, alle faktisk, på nær en enkelt gæst altså, som sjovt nok også havde modtaget et gavekort."Nikoline gjorde en pause "ja?" sagde jeg. "Ja...han var altså blevet så sur over musikken, at han var gået i vrede, og aldrig kommet igen og er vist den eneste, som aldrig fik brugt sit gavekort....nå, men jeg spurgte hende så om de nogensinde byttede gavekortet til kontanter, altså, hvis man nu følte sig skuffet over musikken ligesom os....men det sagde hun, at det gjorde de aldrig, og der er der en bestemt grund til...og ved du hvad det er....?" Nikoline så på mig. "Nej" sagde jeg bare "Nej, nå men det er, at det faktisk er de indtægter de får for at spille musikken, der gør at de overhovedet kan udstede alle de gavekort...sjovt ikke?" Jeg så på hende, hvor var hun dog uendelig smuk og sød og levende, min kæreste, men mit ansigt fortrak sig i en grimasse, og jeg ville græde, men jeg kunne ikke. Dog så gik jeg over til anlægget, trykkede cd' en et par numre frem, og skruede helt op for lyden, og da Helter Skelter i den helt gamle version sekundet efter bragede ud igennem rummet, tænkte jeg på mig selv, min kæreste og ham....der aldrig fik brugt: sit fucking gavekort...!
For et par uger siden surfede jeg en eftermiddag på nettet, som jeg ofte gør. Det var en kedelig eftermiddag, og jeg kedede mig. Min kæreste var på arbejde og ville først komme sent hjem, og derfor besluttede jeg at slå et smut omkring de ret almindelige pornosider jeg besøger en gang imellem. Det er lidt trivielt, men jeg gør det indimellem alligevel. Dog denne eftermiddag var der på en af siderne et link, der fangede min interesse, et sted der tilbød specielle erotiske fantasier. Mest for sjov og fordi det ligesom bugner med tilbud om forbudte ting og sager på nettet, trykkede jeg på linket og morede mig egentlig ved tanken om at de her "forbudte" ting sikkert var ligeså trivielle som alt muligt andet, noget med meget unge piger og deres fornøjelser med ældre mænd og kvinder, sikkert nøjagtigt ligesom det plejer at være. Da jeg trykkede på linket dukkede det sædvanlige hav af reklamer op. Jeg prøvede at snige mig forbi dem, som jeg plejer at gøre, men af en eller anden grund var de sværere at komme forbi end de netop plejer at være. Faktisk blev jeg temmelig irriteret og var lige ved at give op, da en af dem faktisk fangede min interesse: Det var en mulighed for at vinde et gavekort til nogle meget fine restauranter i et særligt kvarter i byen. Jeg så på listen, og kunne se, at et par stykker af dem faktisk var steder, som, især min kæreste, tit havde talt om at hun gerne ville besøge. De var især kendt for deres specielle og yderst delikate salater og gryderetter, sådan noget som hun er ret vild med, og faktisk også ret god til at lave selv.
Jeg læste videre på siden. Selvfølgelig var det en konkurrence, og alt hvad man skulle gøre, var at indtaste navn plus mail og adresse. Jeg gider som regel ikke alle disse tilbud. Har prøvet dem et par gange og aldrig fået andet end en masse spam, og tænkte, at det ville jeg vel heller ikke gøre denne gang. Men det at jeg og min kæreste så sent som for et par dage siden, havde talt om disse restauranter, syntes jeg faktisk var lidt sjov, og måske mere end en ren tilfældighed, hvem ved? Så jeg besluttede mig for at prøve lykken og indtastede de påkrævede oplysninger. Siden ønskede mig held og lykke og lukkede ned. En halv times tid endnu prøvede jeg at nå igennem til hjemmesiden med de specielle erotiske fantasier, men det lykkedes ikke. Jeg tog mig en lur og da jeg et par timer senere blev vækket af min kæreste havde jeg næsten glemt alt om den underlige konkurrence, dog tanken sad i mit baghovede, da vi spiste vores aftensmad. Hvor kunne det dog være sjovt at overraske hende med sådan et gavekort, når det nu var noget hun så gerne ville prøve og havde talt om så længe. Og jeg besluttede mig for ikke at fortælle hende noget om det, for tænk sig hvis det nu for en gangs skyld ikke bare var fup, og vi faktisk havde vundet? Chancen var sikkert ikke særlig stor, men hvis det nu alligevel skulle lykkes, så måtte det jo gerne være en overraskelse.
Et par dage senere fik jeg så en meddelelse i min indbakke: Tillykke, du har vundet et gavekort....
Jeg læste meddelelsen igennem, og den sluttede med en besked om at man ville modtage gavekortet med posten om et par dage. Jeg studsede lidt, for for en gangs skyld så den altså ud til at være ægte. Der var ikke et krav om at oprette et eller andet abonnement eller komme med yderligere oplysninger, ikke engang et link man skulle trykke på. Jeg tænkte lidt over det, og tænkte at nu ville jeg ihvertfald lige give det en chance før jeg fortalte min kæreste om det.
Et par dage senere sad jeg og drak en kop kaffe, da min kæreste kom hjem. "Der lå et brev til dig i postkassen" sagde hun "Men jeg kender ikke afsenderen." Hun smed brevet hen til mig på køkkenbordet. Jeg så på det, vendte det og så at afsenderen var et eller andet mærkeligt firma i Barcelona. Så rødmede jeg lidt og åbnede det. Min kæreste så lidt skeptisk på mig mens jeg hev gavekortet ud. Så gav jeg det til hende og hun gjorde store øjne da hun læste det. " Hvad er det her?" spurgte hun. "Det det ser ud til" svarede jeg og fortalte hende om annoncen. Hun så på mig et øjeblik, så omfavnede hun mig i et stort knus og gav mig et kys. "Hold da op at man faktisk kan vinde på sådan noget, og så...til de her restauranter, du ved hvor meget jeg har drømt om det.." Jeg smilede til hende. "Ja" sagde jeg "så må vi jo bare finde en god dag."
Vi åbnede en flaske vin og hyggede os den aften. Vi besluttede os for at vente med restaurantbesøget til efterårsferien, som alligevel startede om halvanden uge. Men lige inden efterårsferien blev min far syg og vi måtte aflyse alle aftaler og istedet tilbringe det meste af ferien i Jylland. Da vi kom hjem var ferien slut og vi havde begge travlt på arbejdet de næste par uger. En aften da vi sad og spiste siger Nikoline, som min kæreste hedder: " Hey, kan du huske det der gavekort vi vandt...vi kom jo aldrig ud og spise pga. det med din far.." " Det har du da ret i" sagde jeg, og rejste mig og gik hen til og trak en skrivebordsskuffe ud. Et stykke nede i skuffen lå kortet og vi så på det sammen. Det var nævnt på papiret hvilke restauranter det galdt til. "Åh.." siger Line, som hun bliver kaldt, "der står jo at det kun gælder en måned" hun så på det "Og det vil sige om bare to dage...". Jeg så på kortet. Jo, der stod at det kun galdt en måned og at dømme ud fra datoen var det om to dage, det ville sige på onsdag. " Pokkers osse" sagde jeg " Det udløber allerede på onsdag, og imorgen kan jeg ikke. Vi har sindssygt travlt derude, og Peter bliver skidesur hvis ikke jeg tager den aftenvagt..." Vi så på hinanden. "Hvad så med på onsdag?" Jeg så på kortet. " Lad os da gøre det, det er jo sidste chance.." "Skal vi ikke bestille et bord med det samme så?" sagde Line. Jeg så på kortet med alle de fine restauranter. "Nææ" sagde jeg "for der står jo her at ...med dette gavekort er De altid sikret et bord til to personer, undtagen i weekenden.." " Skal vi ikke ringe alligevel" sagde Line "bare for at være på den sikre side..".
Og som sagt, så gjort. Jeg ringede på det angivne nummer, og fik at vide at det faktisk var sandt. Med gavekortet var man altid sikret et bord til to på samtlige restauranter uanset hvad, undtagen i weekenden.
Det blev onsdag aften og vi gjorde os klar til at tage afsted. Line havde taget et ekstra smart og lidt frækt antræk på, og jeg var forholdsvis almindeligt, men dog anstændigt, klædt med et finere jakkesæt. Vi skulle køre cirka en times tid for at nå til det område i byen, hvor alle restauranterne lå. Området var stadigt under udbygning, men var allerede nu kendt for de mange gode spisesteder der af en eller anden grund var samlet der. Vi havde på forhånd valgt en bestemt restaurant som vores favorit, men der var jo mange af dem, og deres menukort så alle fantastiske ud.
Vi parkerede på en parkeringsplads, ikke langt fra favoritrestauranten. Det var koldt og mørkt og en anelse regnfuldt, men restauranten var fyldt oplyst og lå udefra badet i et rødligt skær, der tydede godt. Det var kvalitet kunne man mærke allerede udefra. Vi gik ind, og som på et finere hotel kom man ikke ind i restauranten med det samme, men i en hyggeligt indrettet lille foyer med fine tæpper og spredte sofaer. I baggrunden lød forholdsvis dæmpet musik og på en skranke foran en stor dør stod der: "Please wait to be seated." Så vi satte i en sofa og ventede på betjening. "Det var dog en underlig musik" sagde Line, og jeg kunne kun give hende ret. Et øjeblik efter stod tjeneren foran os, en meget venlig mellemøstligt udseende fyr. Vi viste ham gavekortet og han bad os følge med og vi kom ind i restauranten. Rummet var i gammeldags stil, men møblerne forholdsvis moderne. Folk sad i spredte grupper, hyggede sig og duften af god mad var nærværende, men ikke påtrængende. Men det var til gengæld musikken. Den musik, der i foyen kun var baggrundsmusik, var i selve restauranten skruet lidt op så man ikke kunne undgå at høre den. Det var en sær form for let og hurtig jazzmusik, nærmest ekstravagant eller blæret i sit udtryk. Tjeneren anviste os et bord cirka midt i restauranten og alt var perfekt, undtagen musikken. Han skulle være vores personlige vært, og ville lige hente en velkomstdrink og derefter forklare os om maden. "Den musik er da ikke til at holde ud at høre på...." sagde Nikoline "Nej, det er godt nok irriterende" sagde jeg. Lidt efter vendte tjeneren tilbage med fire store hæfter og vores velkomstdrink. Han slog op på hæfternes første side og begyndte at forklare om restauranten. Hvordan den var etableret, fungerede og hvordan man selv dyrkede råvarerne, men ikke særlig langt inde i forklaringen afbrød Line ham: "Undskyld, men det er vel ikke muligt at få en plads et sted, hvor musikken ikke er så høj?" Tjeneren så et øjeblik på mig, så henvendte han sig til Line: "Nej, desværre, vi betragter et besøg på denne restaurant som en samlet oplevelse...og ja, der er musik i hele restauranten." Line så ned, og tjeneren fortsatte derefter med at gennemgå den vanvittigt lækre menu. Også mig generede musikken, og jeg lagde mærke til at det var den samme stil, selvom numrene skiftede. Da han var færdig spurgte jeg ham: "uhm..den musik vi hører, hvad er det egentligt?" Han så på mig et øjeblik, så sagde han: "Det er forskellige artister....jeg kan skaffe en playliste hvis De ønsker det, herr?" Jeg blev lidt irriteret: "Nej, det behøves ikke...men er det samme stil hele aftenen?" "Vi har en fast playliste, og jeg vil jo nok mene at den er ret varieret...men grundlæggende kan De måske godt kalde det....samme stil." Han så på os et øjeblik, så sagde han: "Ellers andre spørgsmål?....så vender jeg tilbage når De har truffet Deres valg". Han lod os tilbage, og jeg så over på Nikoline. Hun sad og studerede menukortet, så så hun op og så næsten grædefærdigt på mig. "Det ser så lækkert ud...men den der musik, den kan jeg altså ikke holde ud at høre på.." Jeg nikkede til hende og spurgte så "Har du hørt sådan noget før?" Hun så på mig i to sekunder, så sagde hun: "Ja...lagde du også mærke til det?..de der mærkelige cover-numre...de er da noget af det værste af det hele..." Vi stirrede hinanden dybt i øjnene i to sekunder, så sagde Nikoline: "Hvad gør vi?" Jeg virrede lidt med hovedet, så sagde jeg: "Jeg ved det ikke".
Hun så på mig, så sagde hun. "Jeg kan simpelthen ikke spise her på grund af den musik...men altså, skal vi ikke spørge dem om vi kan få maden med?" Nikkede til hende: "Jo, lad os det.". Der gik ikke længe før tjeneren vendte tilbage til os, og spurgte os om vi havde truffet vores valg. Jeg gav Nikoline ordet, og hun spurgte tjeneren: " Uhm...det er vel ikke sådan, at vi kan få lov at tage maden med os...det er bare fordi, musikken, den er lidt generende..så?" Vores personlige vært så på os et par sekunder, så sagde han: "Det tror jeg desværre ikke er muligt...vi er jo ikke et, undskyld mig udtrykket, take-away sted.." Min kæreste så nedtrykt over på mig, så sagde hun henvendt til tjeneren: "Nej, det forstår jeg...men altså hvis vi nu bare spiste lidt af maden....kunne vi så måske få resten med hjem..?" Tjeneren vurderede os et øjeblik, så sagde han: "Det er på ingen måde noget vi normalt gør....men jeg vil da gerne forhøre mig i køkkenet, om man har mulighed for at gøre en undtagelse.". Lidt efter vendte han tilbage. "Nej, desværre, vi er som sagt ikke et take-away sted....og vi har derfor slet ikke den type emballage man bruger til den slags." Min kæreste skulle til at sige noget, men jeg bremsede hende og spurgte i stedet for tjeneren: "Men den musik....det kan da ikke være alle der kan lide den?" "Vi får faktisk stor ros for vores musik fra de fleste af vores gæster, bortset fra....at indrømmet, vi har faktisk haft nogle ganske få klager, men altså...langt de fleste kan godt lide den." Nu kunne Nikoline ikke holde sig længere: "Der er altså ikke noget at gøre, vi kan ikke spise her...vi bliver nødt til at gå..!" Vi rejste os begge samtidigt, og lige da vi skulle til at gå, huskede jeg gavekortet, som jeg jo havde afleveret til tjeneren da vi ankom. Jeg sagde: "Og det der gavekort, det er der vel ikke noget at gøre ved nu...?" Tjeneren så på mig, og sagde så: "åh ja, I kom jo med et gavekort....jeg skal lige forhøre mig, et øjeblik...!" "Vi venter i foyen" næsten halvråbte Nikoline efter ham og vi gik hastigt igennem restauranten. Ude i foyen ventede vi trippende, men meget hurtigt vendte tjeneren tilbage til os og sagde: "Nu kom I jo med et gavekort...og det kan I faktisk godt få tilbage, da I faktisk ikke har spist..." Han holdt en kort pause "Men ønsker I at vende tilbage en anden gang, må jeg dog gøre opmærksom på, at man her i restauranten kun fører dæmpede og beherskede samtaler. En del af de andre gæster blev faktisk en anelse forstyrrede for ikke at sige decideret utrygge, ved jeres....ualmindelige exit" Jeg kunne se på Nikoline at hun var ved at sige et eller andet uhensigtsmæssigt, så jeg afbrød hende og sagde til tjeneren: "Ja, men nu kommer vi jo nok ikke tilbage, for vores gavekort udløber faktisk i aften." Tjeneren så på os, så sagde han: " Men I vil gerne prøve et andet sted?....Jamen så held og lykke" han vendte sig mod Nikoline: "Og hvis I ellers ombestemmer jer, så lukker vi altså først kl. 23 i aften..." Line så ned, så jeg tog fat i hendes hånd vi gik henimod døren. Tjeneren forsvandt bag os og vi gik ud i kulden og regnen. Vi skuttede os begge to, og jeg kunne se på Nikoline at hun var grædefærdig, så jeg holdt hende tæt ind til mig: "Al den gode mad.. " sagde hun og græd så en smule. Jeg prøvede at muntre hende op og sagde "Jamen, vi finder da bare et andet sted. De er jo lige rundt omkring her allesammen." Hun så på mig, og sagde: "Ja, selvfølgelig...skal vi køre eller gå?" "Vi kan da ligeså godt gå, det kan næsten ikke betale sig andet" sagde jeg, og sammen gik vi gennem regnen og de temmeligt øde gader. Planen var at dette kvarter med tiden skulle blive til et slags kulturcentrum, men indtil videre var der altså kun disse særligt fine restauranter. Og det varede da heller ikke længe før vi fandt den næste. Selvom om natten kunne man se at det var en helt anden og mere moderne stil, og jeg tænkte hvordan den mon tog sig ud i dagslys. Vi gik gennem porten og ind i en lille gård, der sikkert om sommeren var lækker at sidde i. Overalt var væggene hvidkalkede, hvilket af en eller grund fortalte mig at vi havde fundet det rigtige sted. Vi betragtede begge den lille gård og hastede så henimod indgangen. Dette sted trådte man næsten direkte ind i restauranten, hvor en smilende lyshåret pige tog imod os. Men allerede i den lille entre kunne vi høre at den var gal. Stemmerne inde fra restauranten var en anelse højere end det sidste sted, men det var musikken til gengæld også...og iøvrigt nøjagtigt den samme type som på det første sted. Line og jeg så på hinanden. "Hører du det samme som mig...?" spurgte jeg "Ja, det gør jeg" sagde hun "det var da helt utroligt.." "Hvaba..." sagde den smilende lyshårede pige. "Ja, altså" begyndte Nikoline "kan man spise her uden nødvendigvis at høre på den musik?" Den smukke unge pige, hvis hår tydeligvis var farvet lyst og som iøvrigt havde et yderst harmonisk ansigt smilede til os. "Nej, det kan vist ikke..." "Jamen kan man så få maden med sig hjem?" spurgte Nikoline, nu lettere irriteret. Den lyshårede pige så et øjeblik overbærende på mig og henvendte sig derefter til Nikoline: "Nu er det altså ikke et take-away sted det her.....men der ligger faktisk en grillbar ikke særligt langt...." " Undskyld mig" sagde Nikoline en anelse skarpt, og genvandt dermed øjenkontakten med den unge pige, hvis blik i mellemtiden var gledet over til mig, "Men nu er jeg altså ikke kommet her for at få grillmad, forstår du det?" Den unge afsluttede et smil til mig, og sagde så til Nikoline: "Nej, det forstår jeg....men så må De jo også forstå, at dette er en meget fin restaurant, og at vi faktisk ikke..." "serverer take-away" afbrød Nikoline hende "Tak, det forstår jeg" og henvendt til mig sagde hun " kom, vi går, det her....er simpelthen for dårligt.." hvorefter hun vendte sig og tog fat i mig, og sammen gik vi ud af den firestjernede restaurant og ud i kulden. "Det var dog utroligt" sagde Line til mig, da vi var kommet udenfor "to steder, og de spiller den samme....lortemusik for at sige det rent ud..." Hun skævede til mig, lidt usikkert "hvad gør vi nu?" "Jeg ved det ikke" svarede jeg. "Skal vi ikke bare gå tilbage til bilen...?" Hun lød opgivende. Jeg så på min telefon, klokken var lidt over ni, og så tjekkede jeg Maps. "Ved du hvad?" sagde jeg til min kæreste "faktisk kan vi måske lige nå at prøve en til....den ligger også næsten på vejen tilbage til bilen. Skal vi ikke gøre det?" "Jo lad os da bare gøre det" sagde hun og jeg kunne mærke glimtet blive tændt i hendes øjne.
Vi måtte gå i ca. ti minutter for at nå derhen, men regnen var meget stille og vi blev da ihvertfald ikke gennemblødte. Det tredje sted så dyrere ud og var lidt mindre end de to andre. Vi trådte indenfor, og måtte igen genkende den dårlige musik. Dennegang blev Nikoline næsten helt ude af den. "Jamen hvorfor i alverden spiller I allesammen den musik?" spurgte hun tjeneren. "Desværre frue, men det er en del af konceptet..." "konceptet...at I allesammen skal spille noget....yderst ubehagelig musik?"
Tjeneren trak vejret dybt. "Altså, nu er det første ikke alle som synes den er ubehagelig...de fleste kan faktisk godt lide den...men det er jo" "Ja, det er smag og behag, men hvorfor så lige netop den musik, når der nu er så meget at vælge imellem?" Tjeneren lavede en grimasse til mig, og sagde så, henvendt til os begge to: "Ja, jeg burde måske ikke fortælle jer det her....men det er fordi...der er en kontrakt..." "Ja?" spurgte Nikoline. Tjeneren lavede igen en grimasse "Ja, med et større amerikansk pladeselskab....så, ja, vi får faktisk penge for at spille den musik...og så SKAL vi til gengæld også spille den...det er i hvert fald hvad jeg har hørt...og jeg ved egentlig ikke særlig meget...det er bare hvad jeg har hørt.." Tjeneren så på os, lidt usikkert "Men nu må I have mig undskyldt....jeg har andre gæster..!" "Undskyld" sagde jeg "vi har hørt noget om en grillbar...i nærheden?" Nikoline så vredt på mig, men tjeneren sagde bare: "Ja, der ligger faktisk en ikke så langt herfra....5 minutters kørsel...det er bare et pizzaria" Nikoline vrissede, mere til mig, end til tjeneren "Jeg skal fucking ikke have nogen shawarma eller pizza, tror du det er derfor vi er kommet?" hun var rasende kunne jeg mærke. "Jamen, hvad skal vi så gøre...bare køre hjem, eller hvad?" " Det ved jeg sgu' da ikke, men det er da for dårligt at spise på et fucking pizzaria, når vi nu har det gavekort..." "Ja" sagde jeg "men det kan jo godt være at de har et eller andet. Du plejer da godt at kunne lide grillmad" "Ja" sagde hun "men for helvede da ikke lige nu" hun snøftede og brød ud i en snøftende gråd "men det er så sjældent vi får god mad....altså rigtig god mad." og hun snøftede videre. "Ja, altså bortset fra den du selv laver..." sagde jeg. Der gik et øjeblik, så sagde hun iskoldt og alligevel med intens vrede: "Nu skal du fucking holde kæft, røvhul..." og så med sin velkendte mildhed: "for ellers bryder jeg sgu' helt sammen..." hun græd stille nu, og jeg sagde ingenting, men i tanken holdt jeg om hende og trøstede hende, noget af det jeg er allerbedst til, og jeg kunne mærke at hun langsomt tilgav mig....
Ikke længe efter holdt vi ved pizzeriaet. Det så ganske almindeligt og temmelig tarveligt ud. Indenfor kunne man se en mand gå rundt og rydde op. Vi gik indenfor, og han hilste på os. Jeg stillede mig oppe ved disken og tjekkede det ophængte menu-skilt. Nikoline rodede lidt ved de spredte menu-kort på disken. "Har I ingen pastaretter eller salater?"
spurgte jeg. "Nej, kun pizza, shawarma og burger" sagde han "men jeg lukker lige om lidt". Jeg skulle til at sige noget, men Line tog min arm: " Vi går nu" hviskede hun. Jeg tøvede. "Vi går nu" sagde hun stille, men også meget fast og jeg fulgte efter hende ud på gaden. Stille gik vi hen til bilen. Vi satte os ind, og jeg startede den og drejede ud på vejen. Line sagde ingenting. Jeg kørte en halv kilometer, da jeg kom i tanke om at denne vej intet sted førte hen, vi skulle faktisk den modsatte vej tilbage for at komme tilbage til hovedvejen. Jeg drejede ind ad en sidegade og vendte bilen. "Hvad laver du?" spurgte Line fraværende. "Jeg vender om" sagde jeg "vi skal den anden vej tilbage". "Vender om" sagde Line for sig selv...det var ligesom om hun tyggede på ordene. Så sagde hun: "ja, ja, ja, ja, ja....jeg tror også at vi vender om..!" "Hvad mener du?" spurgte jeg. "Jeg tror også at vi vender om...vi kører tilbage til den restaurant hvor vi først var...ja, ja...det gør vi..ja...hvor meget er klokken?" Jeg så på bilens ur. "Ti minutter over ti.." "Og den restaurant vi først var på, var det ikke klokken 11 han sagde de lukkede..? Jo, det var det...så ved du hvad vi gør? Vi kører tilbage til den første restaurant....hvor vi var...hvad var det han sagde....de havde ikke noget emballage til maden, hvis man vil have den med hjem..." "Hey, de serverer bare ikke take-away." "Nå, så det gør de ikke" sagde hun og så på mig som om jeg var idiot "men hvorfor sagde han så egentlig det med emballagen.... hvis det altså var HELT ligegyldigt?" "Jamen, det har vi jo så heller ikke selv" sagde jeg. "Altså vi har lige været på en grillbar, ikk? Der har man da fucking emballage til at tage med hjem, ikke?"
"Og den er vi så lige kørt forbi.." "Jamen, så vend da om for helvede, vi skal jo bare have nogle af hans fucking bakker".
Jeg vendte bilen, gav den gas og på to minutter var vi tilbage ved grillbaren. Der sivede lidt lys ud, men der så lukket ud, altfor lukket. Vi sprang begge ud af bilen, men der var endnu mere lukket. Døren var forskanset af et solidt jerngitter og for de store vinduer var der skodder. Nikoline råbte og hamrede på skodderne. Så forsvandt det svage lys fra døren, manden var åbenbart derinde, men havde slukket lyset. "Sådan en fucking narrøv" råbte Nikoline. Jeg stod stille og så hende hamre på skodderne, og fik for første gang i meget lang tid lyst til en cigaret...jeg er ellers stoppet, men af lang tids erfaring ved jeg at det altid er godt at have en pakke på sig. Jeg rodede i lommen og fandt rigtig nok en pakke, og heldigvis en af de gode... en pakke gule Camel. Jeg tændte den og inhalerede. Og om det var fordi hun hørte klikket fra lighteren eller bare mærkede duften af røg, ihvertfald kom hun over til mig. "Giver du en?" sagde hun. Jeg gav hende en. "Lighter." sagde hun. Hun inhalerede: " Vi skal bare have en fucking plasticbakke...det er alt hvad vi behøver...så får vi vores mad..." hun holdt cigaretten i venstre hånd, og med den anden hånds fingre lavede hun et par mærkelige bevægelser....som fangede hun en ide og vendte pludselig hovedet, som fik hun øje på noget. Jeg fulgte hendes bliks retning, og ja, ganske rigtigt, cirka en ti meter længere henne ad gaden var der en skraldespand, der tilsyneladende var overfyldt....men på toppen kunne man øjne en brugt burgerbakke, sikkert fra den selvsamme grillbar, som vi stod ved. Vi styrtede derhen.
Burgerbakken var totalt ulækker, og iøvrigt var den gået i stykker, nogle grene var gået igennem bunden. Jeg løftede den af skraldespanden, af en eller anden grund meget forsigtigt. Under bakken var skraldespanden fyldt med noget, der mest lignede haveaffald, ved dette syn, var det ligesom min kæreste faldt totalt sammen. Vi gik tilbage til bilen, hun var fjern i blikket og vi satte os ind. "Har vi ikke noget i bilen, har vi ikke en skid, der kan bruges som emballage?" sagde hun ud i luften. Jeg begyndte som på kommando at gennemrode bilen, og da jeg vendte tilbage fra bagagerummet, sagde jeg til hende: " Nej, vi har sgu' ikke noget. Ikke engang en fucking plasticpose." Og igen, som greb hun ide, sagde hun: "Nå, så det har vi ikke, ikke engang en skide plasticpose....plasticpose...og som huskede hun noget, åbnede hun døren og gik tilbage mod skraldespanden. Jeg åbnede døren og så efter hende. Hun bøjede sig ned ved siden af skraldespanden, og øjeblikket efter rejste hun sig med en gul plasticpose i hånden. Hun kom tilbage til bilen med Netto-posen. Hun åbnede den for mig og jeg kunne se en tom vodkaflaske og et par tomme vinflasker i bunden. Hun vendte bunden i vejret og lod flaskerne trille ud på gaden. Det dryppede med sjatter fra posen. " Jeg vil have min mad" sagde hun "Jeg vil fucking have min gode mad, og det skal være fucking nu." Vi satte os ind i bilen og jeg startede den. Jeg så på uret og kunne se at den var 22.46. Som kunne hun læse mine tanker, spurgte hun mig med meget lav stemme: "hvor meget er klokken?". "Den er et kvarter i elleve". Hun vendte forsigtigt bunden ud af plasticposen og begyndte langsomt at tørre indersiden af posen af, ja nærmest som om hun kærtegnede et lille barn. "Så når vi det ikke" hviskede hun, mens hun fortsatte med at kærtegne posens indersiden "så når vi det ikke" hviskede hun og jeg kunne høre at hun også hulkede nu "jeg ville bare så gerne have haft noget af al.....den gode mad....al den gode mad" Jeg så bare ud af forruden og tænkte på al den gode mad min kæreste havde lavet til mig i tidens løb, og igen, som kunne hun læse mine tanker sagde hun: "Ja, jeg ved det da godt...jeg kan også lave god mad...men det er altså meget mere spændende, når andre har lavet den, ellers bliver det jo ligesom...trivielt, ikke?" Og selvom jeg ikke selv er særlig god til at lave mad, kunne jeg altså godt følge hende på netop det punkt, og jeg kunne mærke hendes smil i den mørke bil.
Sekundet efter holdt vi foran restauranten. Klokken var 22.53. Min kæreste stak plasticposen ned i nederdelen, og rettede hurtigt på sit hår, og derefter gik vi op mod døren. Den var stadigt åben, og vi satte os i foyen. Der gik ikke længe, før vores tidligere vært, dukkede op i foyen, og jeg anede et svagt smil i hans øjne. Det forsvandt dog hurtigt og han sagde: "Nå, I ombestemte jer?" Vi nikkede begge to. "Hmm...nu sagde du jo tidligere at restauranten her lukker klokken 23, dvs. om nøjagtigt 4 minutter.." Jeg tog lidt mod til mig "Og betyder det så, at køkkenet allerede er lukket ned?" Han så et øjeblik stift på mig, så klaredes hans ansigt op i et smil og han sagde: "Nej...og undskyld, det var min fejl, når jeg sagde at restauranten lukker klokken 23...så mente jeg naturligvis køkkenet, og ja, det er jo ikke en selvfølge...men der er jo ligesom ingen grund til at komme forbi, hvis køkkenet alligevel er lukket....selve restauranten lukker først klokken 24.00 og i weekenderne endda først klokken 2.00" Han standsede sig selv. Og jeg spurgte ham: "Så vi kan faktisk stadigt nå at få noget mad?" Han så på sit ur, og sagde så: "I så fald skal I være meget hurtige...men jeg vil straks give køkkenchefen besked. Et øjeblik..." og straks efter var han væk. Det føltes som temmelig lang tid før han vendte tilbage, og jeg bemærkede et øjeblik at den før så generende musik slet ikke føltes nær så generende som tidligere på aften....det var dog kun lige indtil jeg blev opmærksom på den igen. Og som om musikken, som jeg nu igen kunne fornemme altfor tydeligt, ikke var det eneste dårlige tegn, dukkede tjeneren øjeblikket efter op med et stift udtryk i ansigtet, og sagde: "Jeg har desværre dårlige nyheder til jer" han holdt en kort pause "for det første er køkkenet nu officielt lukket ned...for det andet har restaurantchefen på grund af de yderst få besøgende vi har haft i aften, undtagelsesvis besluttet at lukke ned lidt tidligere end sædvanligt." Han lukkede øjnene en smule og sagde så: "Jeg er meget ked af det, det er på ingen måde noget vi gør normalt, men altså..." Jeg så over frygtsomt over på Nikoline, og frygtede hvad jeg måtte se, men i modsætning til mig, virkede hun ikke helt så slået ud som jeg regnede med. Istedet lavede hun blot nogle små bevægelser med fingrene mens tjeneren talte. "Vi betragter os selv som en restauration af meget høj klasse, og derfor betyder punktlighed rigtig meget for os....normalt, men i aften har der altså været så stille at...ja...men som jeg sagde tidligere, så er vi altså ikke at sammenligne med..." "et take-away sted" bed Nikoline ham pludseligt af. Tjeneren blev en smule overrasket, og sagde så blot: "Nej". " Men.." fortsatte Nikoline og jeg lagde mærke til, hvordan hendes fingre spillede med bittesmå hurtige bevægelser "Hvis det nu havde været en helt normal aften...?" "Ja..?" "Havde vi så stadigt kunne få noget fra køkkenet på nuværende tidspunkt?" Tjeneren så et øjeblik granskende på hende, så sagde han: "Altså under helt normale omstændigheder ville det nok ikke være muligt, men....vi gør dog af og til visse undtagelser på lige netop det punkt, hvis folk af en eller anden grund er blevet voldsomt forsinkede eller lignende..." "Og det vil så sige..." sagde Nikoline og smilede kort " vi kunne måske faktisk godt være så heldige at vi kunne få noget mad....vi er bare så uheldige, at vi ikke kan få lov til at spise den her?" Tjeneren holdt en strakt pegefinger op til munden og sagde så: " Ja, det kan man vel godt sige på den måde." Nikoline gjorde en enkelt bevægelse med sin venstre hånd, og tjeneren sagde: "Jeg skal forhøre mig hos køkkenchefen..et øjeblik". Han gik derefter ned ad trappen og efterlod os i tavshed. Jeg vovede ikke at se på Nikoline, men jeg mærkede hendes glæde. Kort efter kom han tilbage, ret bredt smilende, og sagde så: "Jeg skulle hilse fra vores køkkenchef og sige, at selvom hun virkeligt ikke har meget at byde på nu, så er der dog stadigt et par enkelte retter tilbage: den ene er en faktisk ret traditionel bøf, der dog har en yderst delikat garniture og dertil en meget lækker salat. Den anden er vores faktisk ret berømte andesteg, med både en speciel sovs og diverse delikate kartofler til samt salat og garniture. Den tredje mulighed er en lidt speciel fiskeanretning, der dog ikke kan blive helt så god, som.....men jeg ville personligt vælge andestegen" "Og det gør vi også" sagde Nikoline, uden så meget som at se på mig et øjeblik.
Den mørkhårede tjener tog en finger op til næsen, og sagde så: "tilbage er der jo så et enkelt problem...og det er den rette emballage, for den har vi som sagt ikke noget af her i huset..." " Nej" sagde Nikoline "Det er virkelig det mindste problem..." Tjeneren så et øjeblik forbavset på hende. Så gik han ned ad trappen. Lidt efter var han tilbage: "vores køkkenchef har sagt at det er okay, så om ca. 15 minutter er maden klar, kunne I tænke jer noget imens?" "Faktisk vil vi gerne købe en flaske rødvin, eller måske snarere to" sagde Nikoline " Og det behøver virkeligt ikke at være den dyreste....bare den er god." Lidt efter kom han tilbage med to flasker rødvin, de var ikke vanvittigt dyre, og må dermed have været nogen af de billigste der. Vi åbnede og skålede og det var vældig hyggeligt, selvom vi stadig sad i foyen. Lidt efter kom vores vært tilbage og sagde: "om lidt er maden klar, så køkkenchefen har brug for jeres medbragte emballage, hvis I vil være så venlige?" Nikoline så på ham et øjeblik, så sagde hun: "Altså hvis det ikke er for meget at bede om, så ville vi så gerne se maden anrettet, før den bliver pakket ned, for jeg mener.....det er jo også en del af oplevelsen, ikke?" Tjeneren så ret vurderende på hende et øjeblik, mens hun lavede sine små bevægelser med fingrene. Så smilede han og sagde: "Jo, hvis I lige finder jeres emballage frem, så er maden klar om 10 minutter..."
Vi så på hinanden, mig og Nikoline, så sagde hun til tjeneren: " Jo, den ligger ude i bilen, men jeg kan godt hente den nu, hvis det skal være..." tjeneren så opfordrende på mig, og alene derfor, men måske også fordi jeg allerede en gang i aften havde røget en cigaret, sagde jeg til ham " Og hvis det ikke gør noget, så vil jeg altså gerne lige ud og ryge en cigaret...?" Han så stift på os, og sagde så bare "Okay, om 5 minutter nede i restauranten". Han forlod os, og vi gik udenfor. Det var blevet rigtig koldt og blæste også en smule, så vi søgte ly lige ved siden af indgangen og røg begge to en cigaret. Der var gået nøjagtigt 5 minutter. Vi hastede gennem foyen og ned til restauranten. Tjeneren stod ved siden af et lille rullebord derhenne hvor vi først havde siddet, og vi gik derhen. Han hilste på os og sagde: "så er der klart til servering, er I klar med emballagen..." Han så først på mig, men jeg undveg hans blik og han vendte sig derfor mod Nikoline. Men hun stod blot uanfægtet og slugte maden med øjnene, mens hun lavede de fineste håndbevægelser jeg nogensinde har set. Tjeneren var en smule afventende, så rømmede han sig og sagde: "sorry..vi lukker altså nu, må jeg ikke bede om emballagen...." Nikoline stoppede ham med sine fingre, og så sagde hun: " Nej, det må du virkeligt ikke.." Og så rev hun i en bevægelse Netto-posen op af sin nederdel, slog den ud, og tømte resolut de fire overdådige tallerkener ned i posen. "Det der så jeg ikke" sagde tjeneren, og Nikoline sagde til ham "Nej, det gjorde du nemlig ikke, vel, for det gik nemlig så hurtigt, at man næsten ikke kunne se det, ikke?" Og til mig sagde hun: "Og så er vi vist ligesom dem der er gået, ikke?" "Det tror jeg nok vi er" sagde jeg, og så gik vi henimod udgangen. Tjeneren blev stående, nærmest lamslået, men da vi var næsten henne ved udgangen råbte han efter os: "Øjeblik, øjeblik..." Vi fortsatte, men jeg satte uvilkårligt tempoet lidt ned, og jeg kunne høre han kom stedsende efter os. "Øjeblik, øjeblik..." sagde han forpustet, og jeg vendte mig om: "ja?" "Gavekortet, jeres gavekort.....jeg skal jo lige have jeres gavekort..."
Selvfølgelig, tænkte jeg, det havde jeg jo næsten helt glemt....men selvfølgelig, han skulle naturligvis have gavekortet, nu vi jo faktisk havde brugt det. Jeg fiskede det op af baglommen og gav det til ham: " Tak" sagde han " Mange tak...og vil De så ikke også lige have..en kvittering for det.." Jeg så lidt undrende på ham "Jeg mener bare som bevis....på at De har været her.." Han var ved at få styr på sin vejrtrækning "Eller som souvenir....kald det hvad De vil" Nu smilede han "For De må jo indrømme, at De jo trods alt har haft....en lidt speciel aften, ikke?" Han havde nu genvundet fatningen, og jeg tænkte, hvorfor ikke...og vi gik hen til skranken. Og han sagde: "Altså de to flasker vin stod jo for egen regning og dem har vi afregnet på tidligere, så nu mangler vi blot kvitteringen på gavekortet. Han tastede noget ind på kasseapparatet, og udskrev derefter en kvittering. "Sådan" sagde han, og gav mig kvitteringen "jeg er glad for at De trods alt fik brugt Deres gavekort" Jeg puttede kvitteringen i baglommen, og han sluttede af med at sige: " Så, nu er der egentlig kun tilbage at sige tak for iaften, og velbekomme..." " Tak" sagde jeg " Ja" sagde han "og så er De jo altid velkommen en anden gang, hvis det skulle være." Jeg hilste ham med en enkelt håndbevægelse som han gengældte. Så vendte jeg mig om, og gik ud imod bilen.
Nikoline sad og ventede ud i bilen, med den varme mad imellem sine ben og den allerede åbne flaske vin i den ene hånd og den anden nede i posen. Han trak en cherrytomat op ad posen, så på den og stak den så i munden med den største nydelse, og det var tydeligt at hun nød det, ja velsagtens nød det hele. Jeg satte mig ind i bilen og så på hende. Hun sad med hånden nede i posen. " Før jeg starter" sagde jeg "så skal du altså lige give mig noget..." "Jamen, hvad skulle det være?" spurgte hun "Hmm...noget af den der berømte andesteg, det kunne jeg da godt tænke mig..." Så stak hun demonstrativt hånden ned i posen, og på en måde, så man næsten kunne mærke det, rodede hun rundt og befamlede de forskellige ting indtil hun endelig havde fundet en skive andesteg. Hun tog den op, slikkede selv lidt på den og lod den glide gennem luften over mod mig. Jeg åbnede munden og hun lod den glide ind, ganske forsigtigt, og jeg tog en meget lille bid af gangen, og den smagte fantastisk."Nå" sagde jeg da jeg havde tygget af munden. "Det var så den middag.." Nikoline så på mig, så sagde hun "Nej altså, middagen er slet ikke begyndt endnu. Men sørg nu for at vi kommer hurtigt og sikkert hjem..." "Og sørg du så for ikke at spise det hele på vejen, ikke?" "Jeg gemmer noget til dig, vær sikker på det, søde" og så stak hun en cherrytomat i munden på mig også, og sådan fortsatte det hele vejen hjem.
Da vi endelig kom hjem, havde faktisk spist en del, men der var stadigt en del tilbage. Nikoline hældte det hele ud på et fad, sorterede lidt i tingene og satte noget af det i mikroovnen...men altså, sovsen havde blandet sig med salaten og dressingen...og de meget delikate kartoffelting var blevet våde og smattede. Men da vi tilsidst lå i sengen med en flaske vin og hver vores tallerken føltes livet som ret tæt på perfekt.
Perfektionen varede dog ikke længere end til hen på morgenen, hvor først Line og derefter jeg selv måtte ud og brække os. Line følte det også som om hun havde lidt feber. Kl. 8 ringede hun til sit arbejde og meldte sig syg og jeg gjorde det samme. " Jeg har altså egentlig også mest lyst til bare at ligge her i sengen sammen med dig hele dagen...kan du ikke sætte noget ordentligt musik på?" Jeg gik op til reolen med cd' er, og valgte af en eller anden grund The White Album med Beatles. Og så lå vi lidt og nød musikken og drak den sidste vin. "Det er altså en god vin" sagde Line "Ja" sagde jeg. "Og maden var jo også fantastisk....altså så god som den kan blive efter at have været nede i en Netto-pose der har ligget på gaden" Sagde Line " I det hele taget var det jo nogle gode restauranter, hvis bare det ikke lige havde været for deres musik".
Og da hun sagde det, var det ligesom om hele aftenens begivenheder vendte tilbage i mit hovede. Vi havde på en måde opført os åndssvagt, men det var jo ikke helt uden grund. Havde vi bare accepteret at skulle spise maden til den musik de spillede på restauranterne, havde vi sikkert ikke fået særlig meget ud af den. "Man burde egentlig ringe og spørge dem hvorfor de gør det, altså spiller den musik" sagde jeg. " Det har du ret i" sagde Nikoline "Der er ingen grund til ikke at sige sin mening". Og mens Beatles kørte videre på anlægget faldt vi i søvn igen.
Klokken var tæt på 12 da jeg vågnede op igen. Jeg havde stadigvæk lidt kvalme, men ikke sådan at jeg skulle brække mig, jeg listede ind i mit arbejdsværelse og tændte for min computer. Jeg startede med at checke nogle mails og gik i gang med at skrive et brev som jeg havde udskudt et stykke tid. Ikke længe efter kunne jeg høre at Line var ved at vågne...nå, det brev kunne da også vente. Gik tilbage til indbakken, og skulle lige til at lukke ned, da mit brev faldt på en overskrift. "Vedrørend Gavekort". Afsenderen så underlig ud, sådan en typisk spamadresse, der alligevel havde fundet vej til den almindelige indbakke.
Jeg åbnede den og skimmede den. Selvom det sikkert var spam var den skrevet på perfekt dansk, og jeg begyndte at læse:
"Vi har registreret at du indenfor det sidste halve år har modtaget større eller mindre gaver gennem dine aktiviteter på internettet. Alle disse gaver er modtaget gennem links til ulovlige og kriminelle hjemmesider, der kan sættes i forbindelse med en global kriminel organisations ekstreme sexuelle misbrug, mishandling og udnyttelse af mænd, kvinder og børn fra alle samfundslag og alle egne af verden.
I dit tilfælde ved vi at du har modtaget et:__"gavekort"__. Har du siden du modtog denne gave rent faktisk brugt den til noget, og kan det dokumenteres, anser vi dig for at være i god tro, og alle tiltaler mod dig vil blive frafaldet. I modsat tilfælde anser vi den frivillige modtagelse af gaven for at være et skalkeskjul og et forsøg på at legitimere dine kriminelle aktiviteter, og du vil blive anklaget for børneporno, pædofili, menneskehandel, seksuel vold, sexslaveri, prostitution..."
Listen fortsatte og jeg studsede over mailen, egentlig kunne jeg ikke rigtigt tage den alvorligt, alt jeg kunne blive tiltalt for havde jo ligesom ikke rigtig noget med mig at gøre. Men jeg undrede mig over dens omvendte logik..altså at hvis man rent faktisk havde brugt noget af det man var blevet tilbudt på nettet, så var man ligesom....frikendt. Man ville faktisk kun blive anklaget, hvis man ikke brugte det til noget. Det var jo absurd...men på en eller anden mærkelig måde gav det også mening, det ramte et eller andet, jeg kunne bare ikke lige finde ud af hvad....jeg kunne høre Nikoline tale i telefon inde i soveværelset, så jeg lukkede computeren ned og gik derind. Jeg tændte mig en cigaret og røg den mens hun talte færdigt.
"Nu skal vi altså ikke begynde at ryge herinde" sagde hun til mig. "Årh" svarede jeg "du gjorde det da også selv i nat, syntes du ikke det var hyggeligt..?"
"Jo" svarede hun med et smil "men igår var ligesom også noget særligt, ikk?...". jeg nikkede "men ved du forresten hvem jeg lige talte med?" spurgte hun, jeg rystede på hovedet. "Jo, jeg ringede til restauranten for at spørge om det med musikken." jeg lyttede "og de stillede mig videre til et andet nummer, åbenbart deres hovedkontor. Nå, men her kom jeg til at tale med en meget sød dame. Da jeg fortalte at vi havde klaget over musikken sagde hun, at det havde hun allerede hørt om..." Nikoline grinede til mig "Nå, men i hvert fald sagde hun til mig, ligesom på restauranten, at de fleste faktisk var glade for musikken, på nær nogen ganske få...som havde klaget over den ligesom os...nå, men næsten alle havde så valgt at blive der og spise alligevel. Ja, alle faktisk, på nær en enkelt gæst altså, som sjovt nok også havde modtaget et gavekort."Nikoline gjorde en pause "ja?" sagde jeg. "Ja...han var altså blevet så sur over musikken, at han var gået i vrede, og aldrig kommet igen og er vist den eneste, som aldrig fik brugt sit gavekort....nå, men jeg spurgte hende så om de nogensinde byttede gavekortet til kontanter, altså, hvis man nu følte sig skuffet over musikken ligesom os....men det sagde hun, at det gjorde de aldrig, og der er der en bestemt grund til...og ved du hvad det er....?" Nikoline så på mig. "Nej" sagde jeg bare "Nej, nå men det er, at det faktisk er de indtægter de får for at spille musikken, der gør at de overhovedet kan udstede alle de gavekort...sjovt ikke?" Jeg så på hende, hvor var hun dog uendelig smuk og sød og levende, min kæreste, men mit ansigt fortrak sig i en grimasse, og jeg ville græde, men jeg kunne ikke. Dog så gik jeg over til anlægget, trykkede cd' en et par numre frem, og skruede helt op for lyden, og da Helter Skelter i den helt gamle version sekundet efter bragede ud igennem rummet, tænkte jeg på mig selv, min kæreste og ham....der aldrig fik brugt: sit fucking gavekort...!