Dobbeltagent i kærlighedens tjeneste 

-en psykiatrihistorie, afsnit 2. 

Sandheden er, at jeg er meget dårlig til at tale, og det er derfor jeg skriver. At skrive er det næstbedste og det er da altid noget – det er en slags mellemting mellem at tale og at udtrykke sig gennem musik, og det sidste kan jeg. Det har jeg altid kunnet. Ikke at jeg selv kan spille musik, men jeg kan få andre til at spille det jeg gerne vil høre, men det er altså ikke helt godt nok. At få andre til at sige og spille det man selv havde lyst til at sige og spille, det er ikke helt godt nok og derfor skriver jeg – det er kun en mellemløsning og måske et skridt i den rigtige retning, nu må vi se. Jeg ved at målet er engang at kunne tale, det er mit mål og det jeg stræber imod. Jeg ved at mit ordforråd nok er for nedadgående, men det er jeg ligeglad med. Hvis bare jeg lærer at tale, kan jeg nøjes med meget få ord. 

Hvis bare jeg lærer at tale, kan jeg nøjes med meget få ord. Det er jo en ledetråd, og en god én af slagsen. Jeg har et par stykker der virker i forvejen, og nu kan jeg føje én til samlingen: at lære at tale. Om det bliver på spansk, arabisk, kinesisk eller thailandsk aner jeg ikke. Det er også fucking ligegyldigt, bare jeg lærer med tiden at tale, og det kommer jeg til. Om det bliver i dette liv tvivler jeg på, i dette liv kan jeg allerhøjest gøre mig håb om at skrive, og måske ikke engang det. Der er kun en vej og det er kærlighedens, fuck så, at helligånden er røget i et utal af smøger og næste liv. Og smøger og næste liv hænger sammen (hvem ved ikke det?). Derfor skal man altid passe på sin smøger, især på psykiatriske afdelinger (det er børnelærdom og bare et godt råd til hvem der nu måtte have brug for det). Vi kan jo altid tale om psykiatri i mangel af bedre, og jeg siger altså tale, selvom jeg skriver, men det er altså fordi det er det tætteste jeg kommer på at tale. Og lige nu går det den forkerte vej, lige lukt ned i hullet, det uendelige sorte hul. Så lad os prøve det, lad os prøve at tage den sammen, jeg har prøvet den alene så uendeligt mange gange, så lad os prøve det, for lige nu er der ikke andre muligheder end at synke, synke, synke og synke. Men dog mulighederne er der jo. Jeg skal ned og hente smøger på et tidspunkt. 7/11 er der jo næsten altid. Måske kan jeg få lidt hjælp dér, et enkelt blik skulle være nok. 

Måske skal jeg bare gå ind på sengen og misbruge lidt, gøre som jeg plejer: gå ind på sengen og misbruge lidt, mig selv, andre, jeg ved det ikke, men det plejer at virke. Misbruge lidt? Nej, meget, for der skal meget til, når man er presset i bund som jeg er lige nu, og jeg har prøvet turen et utal af gange – alene. Og det er netop problemet, jeg har prøvet turen et utal af gange: alene på min seng. Og den konto er altså overtrukket på en måde som trodser de flestes fantasi (men altså netop ikke min), men det må sgu` snart være tid til at prøve noget andet, og jeg kender jo løsningen. Jeg skal bare tænke mig ind på en psykiatrisk afdeling, og tænke: hvordan ville jeg klare den der, hvor jeg var så bange at jeg ikke engang kunne finde ud af at bruge fantasien alene om natten på min stue. Ergo, tilbage til trin 1: betragt verden som én stor psykiatrisk afdeling, og gebærd dig ud fra det. Det har virket før – det kan virke igen. Vær det du er: dobbeltagent, og indimellem ikke i kærlighedens tjeneste. Lad som om du er det – du kan godt, det ved jeg du kan. Lad som om du er det i kærlighedens tjeneste, selvom du virkeligt ikke er det, men fuck det. Du skal på én eller anden måde ud af din stue (lejligheden) uanset hvad, du har brug for hjælp og du får den kun ved at gå ud. Det er faktisk en mindre operation, det er faktisk a piece of cake, jeg tager jer bare for en gang skyld med på turen. Koncentrer dig om at ryge og skrive resten af natten, så går det. Jeg kunne selvfølgelig også gå i bad. Det var en god idè. Gå i bad mellem 7.30 og 8.00, så skal jeg bare ryge og skrive indtil da, opvasken gider jeg ikke lige nu, den minder mig stadig for meget om tiden, hvor det tog mig 10 min som minimum per gaffel eller te-ske. Nej, ryge og skrive og høre lidt musik på mobilen og ikke se TV2-News. Ja, det går sgu` egentlig okay lige nu. Det eneste du skal bruge lige nu er de to ledetråde som du har skrevet ned på papiret i din baglomme, bruger du bare dem herfra, så bliver dagen i morgen en god dag – i kærlighedens tjeneste.