Dobbeltagent i kærlighedens tjeneste

-en psykiatrihistorie, afsnit 5.

Så gik det lige så godt – og så gik det helt galt, helt, helt galt. I et svagt øjeblik kunne jeg ikke det som jeg ellers altid har kunnet, lægge mig på sengen og tage en hvilken som helst til situationen passende fantasi og komme til den. I et svagt øjeblik kunne jeg ikke og jeg faldt hen, og da skete det forfærdelige, som ikke måtte ske: den mig besættende magt overtog og gjorde det for mig. Besætteren tog den sidste rest, der var af mig og jeg formåede ikke at gøre modstand, dog det sidste var tilgiveligt da det ikke var ved fuld bevidsthed. Det var første fejl, og da den var gjort havde jeg én mulighed tilbage for igen at komme tilbage i alvoren, at komme indenfor igen – men ikke engang dén turde jeg bruge. Og så var det slut – jeg var blevet mit eget modbillede, den uvelkomne besættende magt tog alt og efterlod mig som ham. Det var game over: Jeg var besat i mange år, men jeg havde en smuk sjæl, som jeg kæmpede for. Og så, da jeg næsten kom fri, så endte besætteren med at tage det hele, tage min sjæl og alt hvad der var eller er mit. Nu er jeg virkelig intet, eller næsten absolut intet. Jeg er sprængt i stumper og stykker i mit indre og er nu kun en tom sort skal – jeg er blevet til ham som besatte mig, som jeg kæmpede med. I kampen optjente jeg point, jeg optjente liv, de smukkeste dejligste liv man kunne tænke sig at få.

Og nu er alt væk, alt er borte – besætteren endte med at tage hele gevinsten. Det er virkeligt til at blive sindssyg over og det kommer til at ske.

Men inden da har jeg én ting at gøre: Jeg skal skrive det ned. Og det her er ikke digt, det er ikke fantasi – det er sådan det er. Gud nåde og trøste mig, men det kan ikke engang Gud, ikke længere.

Men hvor absurd det nu end kan lyde, hvor virkelig absurd dette kan lyde for enhver som kan læse, og læse mellem linjerne også, og kan forstå at dette er virkelighed, så vælger jeg nu – i denne situation, så det allermest unaturlige af alt: At tro på kærligheden – og på alt hvad jeg i øvrigt ved.

Og det er ikke så lidt.

Min vilje er væk, den er taget. Men jeg har lige akkurat vilje nok til stadig at kunne tænke, og til at kunne erkende at det mest forfærdelige faktisk er sket. Nu mangler jeg blot at tro, at tro i ét og alt på kærligheden, og det betyder også at alt nu faktisk er ændret. Jeg kan skifte side, jeg kan ringe til enhver jeg har lyst til, jeg kan fucke det hele fuldstændigt op hvis jeg har lyst til det. Men én ting skulle jeg dog gerne undgå, nemlig at komme ind i psykiatrien – det bliver for kompliceret, og dog vil jeg kunne gøre det. Jeg skal blot kommunikere alt det jeg har skrevet i de sidste 10 dage, plus lige det sidste. At jeg tabte det hele på gulvet. Og det kan jeg sjovt nok kun gøre på én bestemt måde.

Nemlig ved at være næsten nøjagtigt som før, næsten nøjagtigt som før, selvom alt er forandret.

Og se, for den der kan læse, den der virkeligt kan læse, er dette beviset. Beviset på at det faktisk er sådan det er.

Men det vigtigste er faktisk det mest simple og det mest umulige, og dog i virkeligheden den eneste mulighed, nemlig at tro i ét og alt på kærligheden, og enhver kunne forvente at så ville jeg hengive mig fuldstændigt, slippe alle tøjler – men se, det har jo i en vis forstand allerede gjort, nej, det som mangler er i virkeligheden at være nøjagtigt som før, og bare lave bittesmå fejl, og bare ringe til et galt tlf.nr. for eksempel. Men se, det gør jeg dog ikke, det ville blot være at give min modstander endnu mere end han allerede har taget, eller måske gør jeg det, men så skal det times perfekt, så jeg får lige præcis det ud af det, som jeg har brug for. Men i nat fik jeg et nyt telefonnr. ind på min mobil.

For jeg tog ind til København, for jeg tænkte: nu må der være en fest for vinderen, og denne gang ville jeg altså gerne troppe op som absolut taber, men der var ingen fest, der var stort set ingen mennesker på gaden, og jeg tænkte: hvorfor nu ikke?

Og så slog det mig, selvfølgelig, selvfølgelig er der ingen fest, for det som er tabt eller vundet er jo i virkeligheden så lidt at det nærmer sig intet, det fuldstændigt ligegyldige.

Dog for mig betyder det alt.

Og lige netop med disse ord ville teksten for dramaets skyld så normalt slutte, men nu kommer der lige lidt ekstra, lige det ekstra, som faktisk, i al sin lidenhed, også er beviset på at det jeg siger er sandt, og at det hele er sandt, men naturligvis kun for den der virkeligt kan læse:

For jeg endte med at gå ind på en bar, drikke et par øl og stille mig ved siden af mennesker, som jeg plejer og det gik næsten som det plejer, men nogle små ting var forandret og jeg endte med at få et nyt telefonnr. ind på min mobil – ovenikøbet af en pige.

Og se, lige netop det plejer ikke at ske.

Og se, alt hvad jeg her har sagt er sandheden, men jeg har udeladt én uendelig vigtig detalje, faktisk en uendelig vigtig detalje – og jeg har løjet en ganske lille smule på et kardinalpunkt. Simpelthen. På et meget, meget vigtigt punkt i dette afsnit har jeg løjet en ganske lille smule. Men jeg siger ikke på hvilket.

De som kender mig ved på hvilket punkt. Og de som kan læse og i øvrigt er alvorlige mennesker, ved også der må være løjet et eller andet sted, for ellers hænger tingene nemlig ikke sammen. Men det gør de faktisk. Og så må vi jo se om nogen går i min lille ”fælde”, det håber jeg da, det håber jeg da virkeligt, det skulle faktisk virkeligt fryde mig hvis nogen skulle gå i fælden, men det gider jeg ikke fantasere om nu. Jeg skal ud af døren i dag – det er ligesom lidt vigtigere…!