Dobbelt-agent i kærlighedens tjeneste.

-en psykiatrihistorie, 1 afsnit.

En af de hemmeligste af de hemmelige tjenester findes ikke, som man måske skulle tro, i politiet eller forsvaret eller statsministeriet, men faktisk i noget så ellers trist som en del af hospitalsvæsenet, nemlig det der kaldes psykiatrien. Det er en tjeneste så hemmelig og med så forfinede kommunikationsformer at den hverken behøver computere, mobiltelefoner eller andet elektronisk udstyr til at udveksle efterretninger, det kan foregå ved hjælp af simpel telepati, og skal der endelig holdes møder, kan de for så vidt foregå i fuld offentlighed, i frokostpausen på en almindelig arbejdsplads, eller endnu bedre: i rygepausen. Her tales der måske om hjemmebag, eller rullepølse, eller om moster Odas snarlige besøg eller sommerferien eller etableringen af et haveskur, og samtidigt tales der om noget helt andet, og den ene kan forstå det, den anden kan ikke. Men denne tjeneste er som sagt hemmelig og kun meget få er i en situation, hvor de kan tale direkte om den, det vil de fleste ikke vove, men det tør jeg. Og det er fordi jeg på én måde er så tæt på den og har været det hele mit liv, og på en anden måde så uendelig langt fra den, at det faktisk kan være ligegyldigt om jeg taler direkte om den eller lader være, nu prøver jeg så at gøre det og det eneste der kan ske er at det enten bekræftes at jeg er uendeligt psykisk syg eller decideret afkræftes at jeg overhovedet er det, og hvad så? Jeg har prøvet begge dele, og kan svinge mellem dem fra det ene øjeblik til det andet, så det er ikke noget nyt.

Nu til det med dobbeltagent – for det er jo lidt mærkeligt at tale om dobbeltagenter i kærlighedens tjeneste. Er man i kærlighedens tjeneste, ja så er man det vel 100 procent? Ja, lige præcis, og derfor er det egentlig heller ikke så seriøst at tale om ”agenter” og ”hemmelige møder” og alt muligt andet, når det der tales om her bliver virkelighed. Når det bliver virkelighed, er det sådan set bare simpel virkelighed og ikke omgærdet af så meget dramatik og postyr eller hemmeligheder: Det med røvere og soldater, politi og hemmeligheder, er sådan set bare noget man kan lege, når det netop ikke er virkelighed. Så længe man ikke er fuldgyldigt medlem af tjenesten kan man netop lege, og det kan være politi og røvere eller alt muligt andet, men det bliver ikke til andet end netop bare leg eller et spil og det kan såmænd være dramatisk nok, men andet end et spil bliver det ikke til og det er jeg faktisk ekspert i. Jeg kan det næsten til perfektion, men også kun næsten, for kunne jeg det netop 100 % og ikke kun de 99 %, som jeg kan, ja, så var det jo ikke længere et spil. Så netop fordi jeg ikke fuldgyldigt af tjenesten kender jeg i den grad dens spil og dens aktiviteter. Jeg er på ingen måde fuldgyldigt medlem af tjenesten, ja, jeg står faktisk kun på dørtærsklen, eller venteværelset i den psykiatriske akutmodtagelse, og indimellem går jeg ud og ryger, og indimellem går jeg ind igen, og en sjælden gang imellem lykkes det mig faktisk at snige mig ind og få et blik ned ad gangen og ind i stuerne, men også kun lige, og jeg må straks gå ud igen, og sådan har det været længe: jeg står i døren, træder lidt indenfor og må straks gå ud igen, ud på gåden – og der kan jeg overleve på næsten ingenting, et blik fra ekspedienten i 7/11 eller ekspeditricen på McDonalds, jeg kan overleve på meget, meget lidt, fordi jeg har været der så uendeligt længe, så langt ude på overdrevet, at det for de fleste må forekomme utænkelig og når det er sagt, så er jeg faktisk endnu længere ude, med mig er det altid lige lidt værre end man regner med. Jeg er så hjemløs, at jeg endda har en lejlighed, så fattig at jeg endda har penge, så usund at jeg endda kan dyrke motion og leve af kål og salat, så misbrugende, at jeg stort set kan undvære stoffer (bortset fra cigaretter), så meget på flugt, at jeg kan nøjes med at rykke mig 2 millimeter i bussen, eller en halv omgang på gaden og blive til en anden, så udklædt, at jeg ikke engang bestemmer mit eget tøjvalg, selvom jeg tager det på alene, så intelligent at jeg kan skrive dette, og så aldeles uintelligent at jeg kan bruge timevis til at afgøre om en stikkontakt eller vandhane er lukket og slukket, så aldeles til grin, at det faktisk bliver alvorligt, og så alvorlig, at det er helt til grin. Og det er altså langt fra nogen glamourøs tilværelse, den er faktisk uendelig trist, men den har sine elementer af dramatik, spænding og stor ståhej for ingenting. Men jeg kan som sagt spille spillet, og det er det jeg gerne vil fortælle lidt om her,også om lidt tricks, der måske kunne være én og anden til nytte i visse situationer, og også om tricks, der i al deres åbenlyse enkelhed faktisk er geniale. Og gør jeg det så sværere for mig selv ved at fortælle om dette? Ja, måske, men det gør jeg gerne, og det er fordi jeg er så fucking god til det, at jeg nok kan klare det også. Og mest fordi det jo gerne skulle blive sværere, ja faktisk rigtig meget sværere, hvis jeg nogensinde skal have en mulighed for at bestå eksamen, for med denne eksamen er det nemlig sådan, at den er allersværest, når det er allerlettest, og lige nu er det let, alt for let, og derfor må jeg gøre det lidt sværere for mig selv, hvilket i sig selv er svært, når man er psykisk syg og får førtidspension og sådan set kan sejle gennem dagene som det passer én. Hvad gør man så?

Ja, man skulle jo gerne have et job, for at tingene kunne blive bare en anelse sværere, men det er svært at bestemme sig for hvilket, fordi der er så uendeligt mange muligheder. Jeg behøver bare at træde ét skridt ud af min lejlighed, og så har jeg et job, men det var så ikke lige noget, og derfor prøver jeg et andet sted og et tredje og et fjerde og mange flere, hvis det skulle være. Men det er som sagt svært at bestemme sig, fordi der er så mange og de er overalt og måske mest af alt fordi jeg ikke har brug for pengene. Jeg har ikke én god grund til at tjene penge, fordi jeg har så mange af dem. Giv mig én god grund, og jeg skulle nok tage mig sammen og tjene nogen, men lige nu har jeg den ikke. Ikke engang mine venner gider at have mine penge, især ikke mine venner, og på ét eller andet tidspunkt bliver det vel også en gratis omgang at handle ind i Netto? Jeg ved det ikke, men det er situationen lige nu, og den har egentlig været sådan længe, så lige nu skriver jeg det her, og når jeg om lidt skal ned og hente cigaretter, kan situationen ændre sig radikalt – nu må vi se hvad 7/11 bringer med sig i dag. Måske fører det mig ind til København, så kunne jeg spise derinde, og se hvad dét fører med sig, jeg kan altid vælge at tage tilbage igen, men det tror jeg så ikke at jeg skal – men nu må vi se. Lige nu skriver jeg det her, og så må vi se. Og det her er så lige præcist punktet, hvor visse personer vil sige: Har du nu husket at tage din medicin? Og ja, det har faktisk, jeg har taget den hver dag, siden jeg for 10 dage siden kom ud fra den lukkede afdeling, visse dage naturligvis lidt mere end andre, og på et lidt andet tidspunkt, men det ændrer intet ved den grundlæggende situation, og sådan set heller intet på den øjeblikkelige. Jeg skulle alligevel gå ned til 7/11 og se hvad dagen fører med sig uanset hvor meget medicin jeg tog eller ikke tog og lige nu har det godt og skriver og ryger. Ellers ville jeg måske nøjes med at ryge, men jeg skulle så alligevel gå ned til 7/11 for at hente cigaretter og se hvad dagen bringer med sig. Men nu skal det altså heller ikke handle om psykiatri, eller jo, det gør det selvfølgelig også, det vil det altid gøre i mit tilfælde, men jeg gider bare ikke at diskutere psykiatri med folk, der ikke ved hvad den handler om, og derfor typisk kunne finde på at sige: har du nu husket at tage din medicin, bare fordi man faktisk for en gangs skyld har det lidt godt, og gør noget andet end at se fjernsyn og ryger. Og det kunne jeg så diskutere herfra og ind i én uendelighed, men det har jeg allerede gjort og det gider jeg ikke mere. Hvis de her typer passer deres, så passer jeg mit, og det er altså noget andet.

Men nok om det, det er ikke noget problem, jeg kan nemlig når som helst vende rundt og tage medicinen og bevise overfor de her typer, at situationen er og bliver nøjagtigt den samme, så der ér virkelig intet problem her – altså på dét punkt. Og problemerne er sådan set de samme, uanset om jeg skriver om dem, tager medicin eller hvad jeg gør. Det handler stadig om andre mennesker, uanset om jeg er i psykiatrien eller ude i verden og min måde at reagere overfor de to kategorier af mennesker, dem i psykiatrien og dem udenfor er nu stort set den samme – mennesker er mennesker, uanset hvor de er.

Og nu vil nogen sige, jamen er problemet ikke strukturen? Jo, og det kan de for så vidt have ret i, jeg er så langt udenfor enhver struktur, at jeg selv må skabe den helt fra begyndelsen (og det første trin er og bliver altså at hente cigaretter i 7/11). Men var det første trin nu ikke at sove og tage opvasken? Og til det har jeg kun at sige: Det har jeg altså allerede gjort – i umindelige tider har mit liv ikke bestået af andet end at sove, tage opvasken og se fjernsyn og det var så det. Men selvfølgelig det kan være det må prøves endnu en gang, men her er det så at jeg tænker: Men hvorfor egentlig? Der er jo ingen der tvinger mig til det, ikke engang medicinen, så hvorfor vælge det absolut dårligste job, når man nu har fået lidt tid til at gå rundt og se på hvad der ellers findes?

Og ja, så tog jeg i øvrigt lige medicinen – bare for at der ikke skal være nogen tvivl, og i øvrigt så ved jeg også godt at jeg skal passe lidt på, at jeg går på kanten, eller rettere sagt, flere kanter, men tro mig det ved jeg og det kan jeg. Det er nemlig uddannet til: I psykiatrien, og kan man klare det dér, så kan man klare det rigtigt mange steder, og ingen har klaret det så godt ( eller så dårligt, det er det samme) som jeg har, ingen har gået i eller svømmet i så hajfyldt et farvand som jeg har, uden nogensinde rigtigt at miste balancen, og det var så fejlen, ja, det var så absolut fejlen, men det gør mig til én ting: En god agent, der kan operere og manøvrere hvor som helst, og altid har et par tricks eller to i baglommen, og i øvrigt lidt flere på lager. Det kunne eller kan selvfølgelig blive i efterretningsvæsenet på almindelig vis, men det lyder ærligt talt lidt kedsommeligt og trivielt, så hellere i det jeg grundlæggende er uddannet i, nemlig kærlighedens tjeneste.

Og hvad er så formålet, hvad er formålet med spille videre? Formålet er naturligvis at ende med at tabe (og vinde, det er det samme), men indtil da må jeg spille videre.