Rejsen fortsætter.

Afsnit 4.  Skilsmissebegæring. 

Enhver burde kunne se det absurde i disse tekster i og dem der gik forud – og se det absurde i min situation. Og hvis man læser rigtig godt efter kan man jo også se noget andet. Man burde kunne se at jeg har befundet mig i rigtig lang tid i et meget dårligt forhold, der aldrig har fungeret. Og er man ekstremt dygtig kan man også se at jeg er på vej ind i et nyt forhold, der er endnu værre end det gamle – men som helt ærligt passer mig bedre. Jeg forlader en kvinde, og allerede inden jeg helt har forladt hende, har jeg fundet sammen med: en mand, og det gør tingene rigtigt komplicerede, og forholdet til den mand er da absolut helt ad helvede til. Men jeg trænger til et nyt helvede, jeg er så dødtræt af det gamle. Men hvad der gør tingene endnu mere komplicerede er, at folk har en tendens til at misforstå hvem denne mand og denne kvinde egentlig er, og jeg kan godt forstå hvis en masse mennesker har svært ved at forstå det – men jeg ved det selv. Og lad mig bare sige én ting om den kvinde jeg ønsker at forlade. Jeg har prøvet at bryde forholdet i meget lang tid – det lykkedes aldrig. Og hvad gør man så, jeg har jo ikke kunnet indsende skilsmissepapirer, for vi har aldrig rigtigt været gift. Men hvad der binder os sammen er noget langt dybere end et giftermål - det er en forbrydelse. Nemlig forbrydelsen mod helligånden. 

Giver det så mening? Kan I nu forstå det? Alt hvad jeg har skrevet i de sidste to måneder er i virkeligheden en skilsmissebegæring og hun har læst den og hun har accepteret den, i hvert fald som et midlertidigt eksperiment, og det er faktisk ret sjovt. Lige netop her på det sidste har der faktisk været en slags venskabelig kærlighed mellem os, ja måske er det faktisk først her indenfor de allerseneste måneder at vi er begyndt at lære hinanden at kende, og vi har altså været sammen i utallige år. 

Er det absurd kære læser? Prøv lige at spørge dig selv om det er absurd kære læser, hvem du end er i verden, prøv lige at spørge dig selv om det er absurd. Men ved du hvad, kære læser, hvem du end er, jeg er fucking ligeglad. Hvis du synes verden er absurd, så kan du jo bare gøre noget ved den, ganske enkelt, men hvad har du gjort, du har stort set brugt tiden som du ville, med kærester, sex, arbejde, børn, familie, fester, rejser, lidt stoffer, lidt ludomani. Langt de fleste har gjort hvad de ville, nogen har haft det lettere end andre, nogen har været plaget af lidelse, fattigdom og sygdom og krig, og langt de fleste har gjort de naturlige ting der er at gøre i den situation om det så er at flygte, kæmpe eller bede eller arbejde med sig selv. 

Og ved du hvad, kære læser, jeg har sådan set også bare gjort det fuldstændigt naturlige i en fuldstændigt håbløs situation – nemlig at give op. Ja, jeg har faktisk gjort lidt mere end det, jeg har nemlig lagt mig på sengen og taget mig en spiller, og så er jeg blevet lidt mere frisk og så er jeg gået ud af døren og f.eks. samlet flasker, pantflasker, og på den måde, og fordi staten har givet mig en pension som bare er strømmet ind hver måned, har jeg faktisk fået en del penge. 

Og jeg tænkte egentlig bare sådan: Nå, når nu alt andet er håbløst, så kan jeg da i det mindste gå op i pengene, det ser jo ud til, at dét i hvert fald virker. Og jeg begyndte ovenikøbet at købe aktier, se aktiekurserne på tekst-tv, høre Millionærklubben på radio 24/7 

Og ja, jeg har meget tit siddet og sumpet til TV-News, og set på aktierkurser, og set på aktiekurser, og set på aktiekurser. 

Og tror du, kære læser, at det er noget jeg har det godt med i dag? Nej, det kan jeg love for jeg ikke har, jeg er ved at brække mig over det, når jeg tænker over det. 

Men jeg er altså bare sådan indrettet, at når jeg er i en håbløs situation, så tænker jeg: Hvad kan jeg gøre - i mangel af bedre? 

Og spørg mig så helt direkte: Hvem er hun? Og svaret er faktisk meget enkelt: Det er hende som styrer fjernsynet - det er hende jeg gerne vil skilles fra.

Det er nemlig nok mig, som fjernsynet handler om - men det er fucking hende som styrer det, og jeg har fået nok af hende, meget mere end nok...!

Med kærlig hilsen,

den kendte ukendte.