Dobbeltagent i kærlighedens tjeneste 

-en psykiatrihistorie,afsnit4. 

Min egen fest. Forbrydelsen mod helligånden. Og tro nu ikke at man efter sådan en nat bare vågner op, og så er alt i sin skønneste orden. Man får et øjebliks blunden og det er det, og man ved, eller jeg ved, at nu er det fucking alvor. På en lidt speciel måde, men ikke desto mindre alvor. 

I løbet af dagen sker der et par ting. En rigtig ven kommer på besøg. Vi går en tur og spiller et parti skak. Senere vover jeg mig selv en tur ud, ganske kort. Jeg betragter konceptet: Min egen fest – det er vilkåret fremover. Men derfor kan jeg jo rent faktisk godt være blandt andre mennesker, ja jeg kan ovenikøbet tale med dem. Det er fantastisk i sig selv. I løbet af aftenen en tur i Netto, og så senere, på det værtshus, hvor jeg er begyndt at komme. 

Hvad der får mig til alt dette er én eneste ting: Frygten for den helt igennem ukontrollable sindssyge, og jeg kan mærke at den ulmer lige under overfladen, men jeg får en guidening, et par kraftige vink med forholdsvis små vognstænger om hvornår jeg gør det rigtige og hvornår det forkerte. Jeg går lige på kanten, og her er reglerne: 

Jeg kan for så vidt tillade mig hvad som helst, hvis det sker med de rigtige mennesker. Jeg kan tillade mig at blive voldtaget hele vejen igennem, hvis det sker af de rigtige mennesker – altså mennesker, som jeg kan lide. Men sker det af de forkerte, altså mennesker som jeg ikke bryder om – så er den gal, helt gal, så bobler den ukontrollable sindssyge ligeså stille. Jeg skal fremover være ualmindelig omhyggelig med hvem jeg udvælger at være offer for – jeg er blevet et tag selv bord, ja, men bestemt ikke for hvem som helst.  

Trænger de forkerte sig på, skal de afvises med det samme. Det er vilkåret. 

På grund af konceptets mærkværdighed sker disse voldtægter så alene på min seng i min lejlighed. Men det er faktisk en mindre detalje, og ikke uden om reglerne: det er jo blevet: min egen fest. Jeg kan gå igennem de forskellige stadier af voldtægt – så længe de bliver begået af de rigtige mennesker, altså mennesker som jeg på én eller anden måde kan lide. Men der er visse personer, som jeg bare SKAL afvise – ganske enkelt personer som jeg ikke bryder mig om. De SKAL afvises ellers rumsterer den ukontrollable sindssyge. Det er alvoren, det er reglerne. 

Der er en masse detaljer, som der ganske enkelt ikke er tid til at udrede her. Men det vigtigste er sagt: forbrydelsen mod helligånden er ikke voldtægten i sig selv, men om den begås af det rigtige, eller de rigtige mennesker. 

Husk det: Altid. 

Håber der kommer mere herfra,  

dobbeltagenten i kærlighedens tjeneste.