Dobbeltagent i kærlighedens tjeneste 

-en psykiatrihistorie, afsnit 3. 

Fuck forbrydelsen mod helligånden, har jeg lyst til at sige. Men fra at sige det, til så at virkeligt mene det, er der et stykke vej. Enhver der virkeligt forstår hvad det drejer sig om vil tøve med at sige det, for forbrydelsen mod helligånden har med det at gøre at blive sindssyg. Vi taler ikke om de lettere grader af forbrydelsen, for den findes i alle grader lige fra de helt banale hverdagsagtige ting til det meget alvorlige, ja lige fra at moderen befaler sit barn at tie stille, til det meget alvorlige, det som altid på en eller anden måde medfører sindssyge. Og selvom jeg kunne sige til mig selv, vær fucking ligeglad med det, så ville jeg ikke være det, ikke i virkeligheden. I virkeligheden ville jeg vide at jeg ikke kunne være ligeglad, i virkeligheden ville jeg vide et sted dybt i mig selv, at jeg ikke er ligeglad. Jeg ville faktisk tage forbrydelsen så alvorligt at jeg meget hurtigt ville vide at sige: fuck min sindssyge, fuck min sindssygdom, den er ingenting, absolut ingenting i forhold til forbrydelsen mod helligånden. 

Og derfor ville jeg også, hvis og når jeg skal vælge, vælge sindssygen fra og på et øjeblik og blive fuldstændigt normal. Min sindssyge kan altid og på et øjeblik kureres fuldstændigt, blot nogen hvisker mig i øret: ”nu nærmer du dig forbrydelsen mod helligånden”. 

Så er jeg ikke længere nogen dobbeltagent i kærlighedens tjeneste, ikke nogen sindssyg person overhovedet, blot en fuldstændig almindelig person, der tilfældigvis er endt som taber, alene i en lejlighed på Vestegnen. Har alt det andet så været spil for galleriet – nej egentlig ikke. Det har været mit liv de sidste 30 år. Men når nogen hvisker mig ordene: forbrydelsen mod helligånden i ørene, så stopper festen, der så i øvrigt aldrig nåede at blive en fest. Ikke for mig i hvertfald. 

At jeg så også vælger mig selv fra, er faktisk problemet. Enkelt stillet op, er det faktisk bare et spørgsmål om to forskellige former for sindssyge og så måske en tredje. 

Af frygt for den tredje form for sindssyge, veksler jeg imellem de to andre. I den ene er jeg ret mærkelig, men på mange måder meget mig selv, i den anden er jeg fuldstændigt normal, så normal at det bliver ret mærkeligt. I hvertfald mærkeligt at jeg overhovedet har en diagnose og skal tage medicin. 

Men denne pludselige ændring henimod det fuldstændigt normale, sker altså også kun, når nogen hvisker mig i øret: ”nu nærmer du dig forbrydelsen mod helligånden”, og jeg ved jo godt hvem det er der hvisker mig det i øret, men jeg synes sgu` det er uretfærdigt alligevel. 

Jeg er irriteret over denne advarsel, samtidigt med at jeg jo ikke kan lade være med at tage den alvorligt, for jeg ved jo at den ikke er til at spøge med. Og jeg skal lige sige at det faktisk ikke er det jeg gør nu, jeg spøger ikke med den, tværtimod, jeg tager den yderst alvorligt. Der vil altid være noget i mig der siger: stop, gå ikke over denne grænse, selv hvis jeg kunne vinde alt i verden ved at gøre det. 

Selv hvis hele verden lå for mine fødder ville jeg ikke vove at træde ud i den, hvis nogen sagde til mig: Det er forbrydelsen mod helligånden. Så ville jeg vige tilbage og takke pænt nej tak. 

Og derfor synes jeg at det er uretfærdigt: af angst for denne forbrydelse må jeg give fuldstændigt afkald - på mig selv i hvert fald. Det er til at blive sindssyg af, og den eneste grund til at jeg ikke bliver det, er, at jeg allerede er det og så én ting til: at der måske er endnu af grad af sindssyge, som er endnu værre end de former jeg allerede har prøvet. Jeg ved at det er hovmod at tro at man har nået bunden – man kan falde endnu længere ned, hvis det skal være. 

Så jo, jeg tager advarslen meget alvorligt, så alvorligt at hele min ”såkaldte sindssyge” forsvinder på et øjeblik, hvorved det blot viser sig hvor syg jeg egentligt er, men jeg tager faktisk advarslen alvorligt, selvom jeg er irriteret ad helvede til over den. 

Selv en, på mange måder fuldstændigt sindssyg person kan altså blive bange for: at blive sindssyg. 

Jeg har jo prøvet masser af psykoser, både store og små og masser af typer af symptomer. Det kan dokumenteres og bevises, derom er der ingen tvivl, men sandheden er at faktisk enhver psykose jeg har oplevet har været som et stykke arbejde. Det har været en opgave – noget der kunne løses, eller et spil der kunne vindes. Og jeg har faktisk altid endt med at løse opgaven og vundet spillet, og selvom jeg ikke har læst min egen journal vil jeg også mene at dét kan dokumenteres. 

Men én ting har jeg ikke prøvet, det skal nemlig indrømmes, en ting har jeg ikke prøvet, og det er den fuldstændigt ukontrollable sindssyge. Selvom jeg har prøvet et utal af symptomer, så har de bare været som et spil for mig, som en variation af skak eller at løse et svært filosofisk problem. Den fuldstændigt ukontrollable sindssyge – den har jeg ikke prøvet. Jeg tror ovenikøbet jeg har prøvet at være besat, og det op til mange gange, men selv da har jeg ikke prøvet at miste kontrollen. Fordi jeg bare brugte det trick at aflevere kontrollen. Jeg åbnede døren for indbrudstyven, for at undgå han skulle bryde ind. Åbnede døren og lagde mig til at sove mens det stod på, og personen havde taget hvad han ville. 

Så jo, jeg har prøvet meget, men den fuldstændigt ukontrollable sindssyge, den har jeg ikke prøvet og den har jeg altså respekt for. Jeg har prøvet det delvist ukontrollable, men det har altid kun været delvist. Der har altid været en lille grad af forholden sig, et par reaktionsmåder at forholde sig til og vælge imellem.  

Aldrig den rene reaktion og kun den. 

Og jeg ved også at jeg gør klogest i at holde mig fra den. Jeg ved at måske hele verden vil synes det modsatte, både ynke og grine ad mig fordi jeg ikke tør gå igennem det, som for andre er nærmest en hverdagsting, og som de fleste ville være nået til for lang, lang tid siden hvis de havde været på den rejse, som jeg har været. Men se, dette er nu nærmest blevet min identitet, at jeg afholder mig fra at reagere, på trods af enhver provokation, af enhver fest jeg går glip af, ethvert indbrud jeg udsættes for, og hvis jeg endelig skal reagere så dog på en kalkuleret måde. 

Så meget er det blevet min identitet, at jeg faktisk tror at jeg vil sige: Fuck den fest – jeg holder min egen.