Dobbeltagent i kærlighedens tjeneste

-en psykiatrihistorie, afsnit 7.

Uha, noget siger mig at det sådan set ikke var helt godt det der skete i nat. Ja, det er nok ikke helt godt, for der er jo nu et problem: Der er røget to cigaretter – de er røget, de blev røget på caféen. Af hende og mig.

Og der er sket et bytte, hun har byttet med ham og han har byttet med hende – men han har ikke røget en cigaret endnu (lad os nu antage at han er ikke-ryger). Så jeg skylder ham sådan set en cigaret for det han allerede har givet plus at han kan overtage mig for en stund, men jeg har fucking ikke nogen steder at gå hen i mellemtiden, eller jeg kan håbe, bare håbe på at han tilbyder mig en til gengæld, men så skylder jeg stadig én enkelt cigaret og jeg har stadig ikke noget sted at være! Eller jeg kan tilbyde ham at bytte en cigaret, og så får han lige en ekstra oven i købet som tak, men så mangler jeg stadig et sted at være – det er ikke så godt. Nej, jeg tror at jeg gerne vil bytte en cigaret, velvidende at jeg stadigvæk skylder ham én, og den kan han jo så få på et tidspunkt, men i første omgang vil jeg gerne bytte en cigaret med ham, det andet er jeg slet ikke parat til, så det vil jeg helst undgå i første omgang, så egentlig vil jeg helst nøjes med at skylde ham en helt konkret cigaret, og håbe at han kan bære over med det. Men nu er det det, at han blev selv taget uden at have røget, han får højest cigaretten bagefter. Så derfor er jeg nu i hans vold, han kan sådan set tage mig når han vil, og så skylder han mig ikke andet end en cigaret, men den skylder jeg jo sådan set ham i forvejen uanset hvad, så i det tilfælde behøver vi slet ikke at udveksle cigaretter, så går regnestykket op – men det er altså et scenarie jeg helst vil undgå i første omgang, for jeg tror ikke at jeg er parat til det .

Men jeg er parat til at bytte en cigaret, ryge den sammen og så prøve dét, og jeg må jo nok erkende at det i så tilfælde er første gang at jeg virkeligt bytter, det er det jo nok i virkeligheden, men hvordan jeg egentlig har båret mig ad med at snige mig udenom i så lang tid, det fatter jeg ikke, men det er jo det jeg har været i stand til i virkeligheden. Så det bedste jeg kan håbe på er at bytte en cigaret med ham eller med en eller anden, og så håbe på at han kan tilgive mig at jeg skylder ham en gratis omgang, det gør jeg under alle omstændigheder. Ja, der er faktisk kun to steder jeg kan gå hen, hvor jeg ved at det vil virke under alle omstændigheder, hvor altså i det mindste muligheden for et bytte er til stede under alle omstændigheder – og det er hos hende og hos ham, for der skylder jeg under alle omstændigheder en gratis omgang. Det er stensikkert. Det absolut bedste vil være at starte med hende, bede til at hun vil bytte en cigaret med mig igen, og så prepare mig selv, så jeg virkeligt vil det, og ikke kan snige mig udenom endnu en gang, det er også kun hende jeg har et virkeligt spor af og kan håbe på at møde igen, så det er det mest oplagte, og i øvrigt skylder jeg hende under alle omstændigheder alt, så det er bestemt det mest oplagte – jeg kan bare ikke være sikker på at jeg ikke kan snige mig udenom, eller at hun ikke vil drille mig og lade mig snige mig udenom, bare for sjovs skyld. Det burde jeg kunne klare selv, jeg burde kunne forberede mig til det og lade hende gøre det – men det er risikabelt, for lykkes det ikke, så tager hun en anden, det er stensikkert, og så skylder jeg pludseligt to gratis omgange. Der er naturligvis også den meget simple løsning at jeg finder frem til manden og giver ham en enkelt cigaret, det er sådan set alt hvad jeg skylder ham. Det ville være den bedste løsning helt sikkert, hvis han da vil tage imod den, der er så et kommunikationsproblem, for så har sådan set også givet ham min tilladelse, men han kan jo gøre det når som helst alligevel, men jeg skylder ham sådan set ikke mere, hvis jeg bare får givet ham en cigaret, eller rettere sagt, han kan så stadigvæk tage mig, og bare give mig en cigaret bagefter. Så det bedste vil være at finde frem til manden og tilbyde ham at bytte en cigaret – men vejen til ham går igennem hende. Så jeg kæmper mellem min naturlige tendens til at give op, og prøve at tage kampen op, det ender nok med at jeg giver op og lader tilfældet råde, for jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre og jeg trænger til at sove. Men jeg må på en eller anden måde finde hende og snakke med hende om det. Det er min bedste chance, den må jeg tage.